Mandag 23. oktober 2017
Luna læser på universitet og ønsker at alle børn og unge får muligheden for at uddanne sig. Foto: Privat.
Lunas besøg i Niger
Skrevet af Dorthe Brandborg - 27. januar 2015, 08:36:20

Danmarks Indsamling 2015 er i fuld gang og kulminerer lørdag d. 31. januar med et stort indsamlingsshow på DR1. Overalt i landet samler private danskere, skoler, institutioner, organisationer og virksomheder ind mod uretfærdighed – og for at hjælpe nogle af verdens mest udsatte befolkningsgrupper til en bedre tilværelse.
Uretfærdighed kan have mange ansigter. Når uretfærdighed rammer mennesker, lokalsamfund og befolkningsgrupper i udviklingslandene, har det ofte ekstra store konsekvenser og kan i yderste tilfælde efterlade både børn og voksne chanceløse overfor at skabe en værdig tilværelse og en fremtid. Alene i Afrika syd for Sahara lever 17 millioner børn uden en fødselsattest. Det betyder at disse børn ikke har nogen identitet; de eksisterer ikke officielt. Det gør det svært at hjælpe, når børnenes rettigheder brydes, ligesom man ikke kan sikre dem adgang til basale ydelser som sundhed og uddannelse – ydelser de ellers har krav på ifølge FN’s børnekonvention.

Hjælp til at piger kan uddanne sig
Luna Christensen fra Brønshøj er en af de lokale borgere, der har oplevet, hvordan indsamlede midler fra Danmarks Indsamling kan være med til at ændre livsgrundlaget for de mennesker, der modtager hjælpen.
Som frivillig hos organisationen CARE – der er blandt de 12 organisationer, som står bag Danmarks Indsamling 2015 sammen med DR -har Luna Christensen med egne øjne set og oplevet de skæbner, der er svære at forestille sig som dansker. Særligt mødet med den unge afrikanske pige Ouma gjorde indtryk på Luna Christensen, da hun besøgte et af verdens fattigste lande, Niger.
-Den unge pige Ouma var 14 år og allerede gift. Ouma havde et liv uden skole og uddannelse i vente, fordi hun skulle forsørge sin nye mand og føde børn. Det gjorde enormt indtryk, fordi jeg selv var 20 år, og selvom hun kun var 14 år, var hun allerede gift med en mand, der i forvejen havde en kone. Der går så mange ressourcer spildt, når en ung pige som Ouma ingen uddannelse får, fortæller Luna Christensen.
Med hjælp fra indsamlede midler var det muligt for CARE at hjælpe børn, og især piger og nomadebørn, med at komme i skole, så børnene på den måde får flere muligheder i livet. Luna fortæller hvordan det projekt hun besøgte gjorde en forskel: Ved at give æsler til pigerne kan de hurtigere transportere eksempelvis vand til deres familier. Det hjælper hele familien til bedre at kunne undvære døtrene i dagtimerne, så de derved kan komme i skole, fortæller Luna Christensen.
Motivationen bag at hjælpe børn og unge i skole kommer fra Luna Christensens egen glæde ved skolen og hendes ønske om at hjælpe andre børn og unge.
-Jeg ved hvor meget det har betydet for mig at komme i skole – det har åbnet mit liv op. Det ønsker jeg, at så mange børn som muligt også skal have lov at opleve, fortæller Luna Christensen.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter