Tirsdag 24. oktober 2017
-Det giver en tomhed, når bogen er færdig, fortæller Hasses Norbyes, der dog er klar over, at hans et år gamle datter nok skal holde sin far til ilden. Foto: Kaj Bonne.
Spænding i Grønland
Indlandsis og kryolitmine har inspireret Hasse Norbye til at skrive sin debutroman
Skrevet af Dorthe Brandborg - 20. januar 2015, 09:43:38

Han har altid været fascineret af indlandsisen og de storslåede naturoplevelser i Grønland. Som yngre var han guide for rige japanske, hollandske og canadiske turister ved Sønderstrømfjord, og han har vandret og klatret fjeldene tynde og mødt masser af grønlændere, der har delagtiggjort ham i deres lands historie.
Oplevelserne med Grønland har sat sig i sjælen på den 42-årige historiker og forfatter Hasse Norbye, og efter 9 måneder som ansat i Grønlands Hjemmestyre, fyldte oplevelserne så meget, at han måtte skrive om det. Nu kan han så endelig stå med sin første roman, ”Den Arktiske Nomade”- en roman der har været fem år undervejs.
Hasse Norbye, der har boet de sidste 15 år i Brønshøj, har haft bogen og ideen liggende i skuffen i flere år.
-Jeg har altid elsket at skrive og har skrevet en masse historiske artikler, og artikler om klatring. Når jeg løb ved Utterslev Mose, så begyndte der at forme sig personer oppe i mit hoved, og til sidst var der ingen vej ud. Jeg var nødt til at få skrevet den bog, fortæller Hasse Norbye, der har været nervøs for, at bogen ville blive spændende nok og derfor har han haft en professionel forfatter til at læse med undervejs.
-Jeg går ikke som sådan rundt med en forfatter i maven. Men jeg elsker historier, og jeg har hovedet fyldt af dem. Byder lejligheden sig, så kunne jeg nok skrive endnu en bog. ”Den Arktiske Nomade” er en sommerhus-bog, der har spænding og fart fra start til slut. Historien er fiktiv og personerne fiktive, men de er sat ind i en ikke fiktiv ramme, fortæller Hasse Norbye, der især har været inspireret af den viden han fik om, hvordan mange levede i den grønlandske kryolitmine under den 2. verdenskrig, og hvordan tyskerne og amerikanerne kæmpede om de grønlandske ressourcer.
-Det har været svært at slippe bogen. Det har været noget pillearbejde til sidst, og jeg har været nervøs for, om det har været godt nok. Nu står jeg med bogen og vi har fejret med champagne, men jeg vil indrømme, at der har været en slags tomhed bagefter, for hvad skal jeg nu lave. Men det dejligt, at det er andre end én selv, ens mor og familie, der kan lide bogen, fastslår Hasse Norbye med et stort smil.
”Den arktiske Nomade” udkom i oktober som e-bog hos Saxo, men da der var større interesse omkring bogen, er den nu udkommet som paperback og kan købes i 25 københavnske boghandlere.

Handling
Bogen tager udgangspunkt i en række dramatiske begivenheder, som udspillede sig i Iviittuut (Sydgrønland) under II. Verdenskrig. Historien handler om en slægts dystre fortid og fortielser, men er også en kærlighedshistorie om mennesker som elsker på trods af svigt og hemmeligheder.
I sin søgen efter sandheden kastes bogens to hovedpersoner ud i en hæsblæsende jagt, som andre har gjort sig store anstrengelser for at skjule. Snart jages de af en magtfuld organisation som ikke skyr nogle midler. Flugten tvinger dem på en rejse fra Grønland over Danmark til Europa og Nordafrika.
Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter