Ældre får lækker badeoplevelse på Lærkebo
Badekar-04-06-15.jpg
Anna Stage var den første, som fik en tur i badet. Foto: Foto: Kaj Bonne.
Nu kan de ældre på plejecenteret Lærkebo i Brønshøj Husum se frem til en afslappende og forkælende oplevelse, når de skal i bad. Et nyt velværebad skal højne livskvaliteten hos brugerne.

Københavns Kommune har investeret i fem nye velværebadeværelser, som er placeret rundt omkring i byen. Et af dem er på Lærkebo, og det blev forleden indviet sammen med sundhed- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

I et af lokalerne på Lærkebo sidder 95-årige Anna Stage i badekåbe og venter spændt. Det er nemlig hende, som skal indvie det nye lukusbad.

Det nye badekar har en påmonteret stol, som er hæve/sænkbart, så brugerne nemt kan komme i og ud af badet. Når badet bruges, dæmpes lyset, og afslappende musik begynder at spille. Det krydes med små lysdioder i loftet, og tilsammen giver det en sanselig og skånsom måde at gå i bad på.

– Jeg er meget spændt, det bliver en anderledes oplevelse, men jeg glæder mig, siger Anna Stage.

Inden Anna Stage fik lov til at dyppe tæerne, holdt forstander Susanne Christensen velkomsttale, hvor hun opfordrede brugerne til at bruge badet så meget som muligt. Herefter sagde Ninna Thomsen et par ord.

– Selvom man bor på plejehjem, kan man sagtens nyde livet. Jeg håber derfor, at det nye bad kan give jer lidt velfortjent lukus i hverdagen. Vi håber også, at andre borgere i fremtiden kan få lov til at nyde det velvære, som det nye bad giver, sagde hun i sin tale.

Efter talen tog Anna Stage med rolige skridt turen mod det nye badeværelse. Ved døren klippede hun den røde snor og erklærede badet for åbent. De fremmødte fik herefter lov til at se det nye bad, inden Anna Stage lukkede døren og gjorde sig klar.

Mens Anna Stage nød turen i badet, blev der budt på kaffe, vandbakkelser og hyggelig musik i fællesrummet. Her var stemningen god, og flere af de andre beboer snakkede om, at de så frem til at det blev deres tur til at prøve badet.

– Jeg synes, det virker rigtig hyggeligt med lyset og stemningen, jeg glæder mig meget til at prøve det, siger 89-årige Olga Susanne Andersen.

Og ifølge forstander Susanne Christensen, bliver det ikke kun beboerne på Lærkebo, som kommer til at nyde det nye bad.

– Vi arbejder i øjeblikket på et bookingsystem, som kan give et overblik over badetiderne. Det er så meningen, at andre borgere også skal have lov til at booke sig ind. Der er allerede flere af de nærliggende plejecentre som har vist interesse, og de skal selvfølgelig også have lov til at bruge badet, siger Susanne Christensen.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top