Borgmesterbesøg i Brønshøj-Husum Ungdomshus
Pia-Allerslev-01-07-15.jpg
Pia Allerslev blev vist rundt af leder Helge Pedersen, bestyrelsesformand Anna Sajlovic og en masse glade børn. Foto: Kaj Bonne
Ændringerne på fritidsområdet i København har skabt bekymringer og den forbindelse kiggede børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev forbi til en snak i Brønshøj-Husum Ungdomshus.

Perleplader, Kalaha og computerspil. Aktiviteterne var i fuld gang, da børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev en mandag eftermiddag lagde vejen forbi Brønshøj-Husum Ungdomshus.

Efter en rundvisning i husets mange værksteder og afdelinger fik forstander Helge Pedersen sammen med en medarbejder og en forældrerepræsentant mulighed for at lufte nogle af de mange bekymringer, som ændringerne på fritidsområdet i København har skabt for Brønshøj-Husum Ungdomshus.

I de planer, der netop har været til høring, foreslås fritidshjemsdelen i Brønshøj-Husum Ungdomshus flyttet ind på Brønshøj Skole, så alle børnene i området samles i et større fælles fritidstilbud ved skolen. I stedet lægger forvaltningen op til, at den overskydende plads i Brønshøj-Husum Ungdomshus skal bruges til at udvide husets klubafdeling.

Men Helge Pedersen er ked af, at fritidstilbud og klubtilbud nu lægges op til at blive adskilt.

– Det skaber utryghed, at vi har noget unikt her, som nu ændres til noget ukendt. Det har stor værdi for os, at vi har den naturlige overgang mellem fritidshjem og klub, og at børnene, der går i klub her, kender huset, fordi de også har gået på vores fritidshjem, fortæller Helge Pedersen.

Pia Allerslev lyttede til bekymringerne, men understregede, at ændringerne kommer som en konsekvens af folkeskolereformen.

– Folkeskolereformen har skabt en ny virkelighed og nye vilkår, som vi er nødt til at agere indenfor. Hvis vi som politikere blot lader stå til, vil vi om få år risikere at stå i den situation, at en lang række af de små fritidstilbud er på ruinens rand, fordi den kortere åbningstid gør det svært at få økonomien til at hænge sammen. Det går i sidste ende ud over børnene, fordi vi ikke kan holde på alle de dygtige pædagoger, og der er heller ikke råd til at lave gode aktiviteter. Derfor er vi nødt til at lave en smartere organisering, hvor vi samler de mange små fritidstilbud i større enheder tæt på skolerne. Dermed reducerer vi på udgifter til bygningsdrift, følgeordninger og ledelse – penge som skal gå til det, det hele handler om, nemlig børnene, siger Pia Allerslev.

Ifølge Helge Pedersen ligger der netop en stor værdi i det skifte, børnene har mellem skole og fritidstilbud, så de, der måske ikke klarer sig godt i skolen, kan få nogle andre succeser på fritidshjemmet. Og så skaber de små fritidstilbud ifølge Helge Pedersen mere nærhed og tryghed end ét stort tilbud ved skolen. Til det svarede Pia Allerslev:

– Når jeg besøger store institutioner oplever jeg ikke mindre nærhed i forhold til byens små fritidshjem. Vi har allerede i dag flere store fritidshjem og KKFO’er, der leverer et fantastisk pædagogisk tilbud med høj forældretilfredshed til følge, og de er også rigtig dygtige til at sikre det trygge og nære – også selvom det er et stort hus, siger Pia Allerslev.

Høringsprocessen sluttede 6. februar og herefter skal forvaltningen og politikerne læse de omkring 400 kommentarer, bekymringer og forslag, der er kommet ind, inden der træffes endelig beslutning om, hvordan fritidsområdet skal organiseres i København – herunder også hvad der skal ske med fritidshjemsdelen i Brønshøj-Husum Ungdomshus.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top