Torsdag 19. oktober 2017
-Keld og jeg har 5 pragtfulde børnebørn, som vi elsker at være sammen med, men jeg er nok ikke den type, der henter dem så ofte fra skole. Men vi laver mange ting sammen, fortæller Lis Søkvist. Foto: Kaj Bonne
En jernlady med hjerte
Lige siden sin tidlige ungdom har Lis Søkvist haft en bankende hjerte for at gøre en forskel i samfundet og for andre mennesker.
Skrevet af Dorthe Brandborg - 16. februar 2015, 21:10:15

Hun er en elegant dame. Hun er stilfuld klædt, håret sidder perfekt, og det samme gør make-uppen.

Men 86-årige Lis Søkvist er ikke en kvinde, der nogen sinde har siddet til stads. Hun har siden barns ben været vant til at tage fat, og hun har siden hun var 17 år været en ildsjæl, når det gjaldt frivilligt arbejde.

Under krigen søgte man lotter til Lottekorpset. Man skulle være 18 år, så Lis Søkvist måtte have tilladelse fra sine forældre for at kunne melde sig.

-Efter 2. verdenskrig tog jeg til Padborg for at hente forældreløse børn fra Polen, Tyskland og Frankrig, som skulle til Danmark for at få sul på kroppen og komme til kræfter. Jeg blev kaldt tante, og mit job var udelukkende at sørge for at børnene havde det godt, og de blev trøstet og leget med, fortæller Lis Søkvist, der også oplevede at køre med en Røde Kors bus ned gennem Tyskland for at hente børn der.

Hun arbejdede også i weekenderne med at lave mad på Hendriksskolen til internerede dansker, der havde været tyskervenlige under krigen.

Sygehjælper på mandsafdelingen

Lis Søkvist fortsatte sin uddannelse inden for UBK, hvor hun blev udlært i blandt andet brandslukning. Hun blev også undervist i at kravle udvendigt op til 3. sal, lave førstehjælp og lave kæmpe portioner af mad. Og da Lis Søkvist var 20 år, kunne hun kalde sig korpschef for UBK.

Senere tog Lis et kursus som sygemedhjælper på Gentofte sygehus, hvor hun skulle hjælpe sygeplejersker, som der var mangel på. Hun brugte også her sin sparsomme fritid på ulønnet at hjælpe til.

Som 26-årig blev Lis Søkvist gift med Keld Søkvist, som havde egen el-installatør forretning.

-Jeg vandt den store gevinst i lotteriet, da jeg blev gift med min mand. Han har og er meget overbærende med alle mine gøremål og aktiviteter. Det eneste han var lidt imod var, da jeg efter en vagt på Gentofte Sygehus kom hjem og fortalte, at jeg havde stået med diarre på en mandsafdeling hele dagen, fortæller Lis Søkvist med et grin.

Mand, børn og de andre

Selvom det frivillige arbejde allerede som ung fyldte meget i Lis Søkvist´s tilværelse, så nåede hun også at tage en uddannelse som korrespondent og fik job i Dansk Ingeniørforening. Senere arbejdede hun som reklamesekretær hos ”Det Bedste” i Gutenberghus. To år efter Lis Søkvist fik sønnen, Steen, forlod hun jobbet for at blive hjemmegående. Fem år senere fik parret datteren Anne. Men det frivillige arbejde stoppede ikke der, for da børnene kom i skole, blev Lis Søkvist engageret i skolearbejdet. Lis Søkvist vendte tilbage til mandens forretning som forretningsfører og senere da sønnen Steen overtog, hjalp hun også ham.

-Jeg sad i skolenævnet i 8 år blandt andet som formand. Jeg var også gæstelærer i folkeskolen for erhvervslivet, hvor jeg underviste 8-9 klassers elever i hvordan de skulle forholde sig til erhvervslivet, fortæller Lis Søkvist.

Listen er lang over de poster Lis Søkvist har bestridt i sit liv som frivillig. Hun har siden 1962 være medlem af Det Konservative Folkeparti og er på 25. år formand for Konservativ Vælgerforening i Brønshøj-Husum-Vanløse og sidder i kampagneudvalget for at få Lars Barfoed genvalgt til folketinget.

-Jeg er blevet kaldt ”Jernladyen” og den danske Margaret Thatcher, siger Lis Søkvist med et grin.

Men hun har også kæmpet mange menneskers sag gennem sine mange år som frivillig.

Og hvis du ser en flot dame, der om sommeren går og vander blomster i de tunge kummer på Husum Torv, så er det Lis Søkvist, der med egen vandkande går og sørger for, at roserne blomster og de gamle hoveder bliver nippet af.

-Jeg kan godt lide, at der ser pænt ud, ellers kan jeg ikke holde det ud. Jeg har i flere år kæmpet for, at der blev noget flot at se på ved Husum Torv. I mange år købte jeg selv planterne og plantede til, men nu søger jeg penge til det gennem lokaludvalget, fortæller ildsjælen, der stadigvæk har lyst til at kæmpe.

-Så længe mit helbred er godt, så fortsætter jeg med det frivillige arbejde, fastslår Lis Søkvist.

Lis Søkvist

Som 17-årig fik Lis Søkvist undtagelsesvis lov til at blive Lotte, selvom de krævede, at hun skulle være 18 år.

 

Her er bare nogle af det frivillige arbejde, som Lis Søkvist har været en aktiv del af.

Menighedsrådet i Husum

Brønshøj-Husum Lokalråd

Kredsformand for Kræftens Bekæmpelse

Borgerrepræsentationen

Brønshøj-Husum Musikfond

Fællesrådet for omsorgsarbejdet

Spejderne

Bestyrelsen for Husum grundejerforening

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter