Søndag 24. september 2017
De to veninder er ret forskellige, men musikken binder dem sammen. Foto: Foto: Kaj Bonne.
Godt vi har hinanden!
Selvom Juliane Budde og Klara Larsen er vidt forskellige, så er de fælles om passionen for musik og dans.
Skrevet af Dorthe Brandborg - 2. februar 2015, 21:17:25

Det har været en lang venten – en venten på om man er købt eller solgt. I august måned sidste år sendte de to veninder Juliane og Klara nummeret ”Op Til Månen” ind til dette års Børne MGP. Der gik lang tid med at være nervøse for, om de var nået gennem nåleøjet, men omkring juletid kunne de langt om længe få lov til at afsløre den velbevarede hemmelighed om, at de var kommet med blandt de 10, som skal dyste om æren om at vinde MGP trofæet 2015 i Aalborg Gigantium.

De to 13-årige veninder fra Brønshøj har skrevet sange siden de gik i 2. klasse på Utterslev Skole. Ved siden af har de også til kor og i dag bruger de også meget tid på deres danseskoler AL-dans og Dansekapellet

-Vi har da tænkt over, at vi skulle sende vores sange ind før, men det var altså først i 7. klasse at vi fik mod på det, fortæller Juliane, der er glad for at få denne fede oplevelse med bedsteveninden.

-Jeg tror heller ikke vi turde at gøre det hver især. Det er rart at have én at læne sig op ad og en, som man kan tale med. Det er rart at kunne gå på scenen med sin veninde, siger Klara.

-Vi er godt nok ret forskellige, hvad angår tøjstil og meninger, men med musik har vi samme smag. Selvom vi ikke altid er enige, så er vi aldrig uvenner, tilføjer Juliane, der synes det er noget overvældende at de snart skal stå på scenen 2 aftener i træk i en fyldt sal med 9.000 tilskuere.

-Vi har kun optrådt i skolen, men allerede dér har vi følt, hvilket kick det giver at stå på scenen. Det er en fantastisk følelse – især når der bliver klappet, indrømmer Klara, der mener, at dette års niveau på MGP er højt.

De ti finalister har tilbragt mange timer sammen de sidste måneder, så de kender også hinanden sange ret godt og kan synge med på dem.

-Vi ser ikke de andre som konkurrenter. Vi har været så meget sammen med dem de sidste måneder, at de også blevet venner, fortæller Juliane, der også nærmest har været sammen med Klara i døgndrift den sidste tid.

De to piger ved, hvad de vil, og deres musikinteresse komme ikke fra fremmede. Både Klara og Julianes forældre spiller musik i fritiden, og de to piger bliver da også maksimalt bakket op i deres store fritidsinteresse for musik og dans.

-Vi har det nok begge sådan, at vi skal gå musikkens vej. Jeg har i alle tilfælde kun den drøm. Jeg har ikke en drøm om at skulle uddanne mig til noget andet end noget, der har med musik at gøre, fastslår Klara, mens Juliane nikker anerkendende.

 

 

 

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter