Annonce
Hop på buslinje 5A
hop-på-linje-5A.jpg
Foto: Amanda Hjernø
Stå af på Brønshøj Torv, Vesterport Station eller Sundbyvester Plads, og træd direkte ind i blandt andre Kenneths, Raheels eller Ingrids hjem. Hver dag forvandler DR et stoppested til et af de hjem, som én af de faste buspassagerer på linjen bor i – og du er inviteret på besøg.

Der er ekstra god grund til at hoppe på buslinje 5A i denne uge, når DR tager dig med på en kulturel rejse rundt i København. Projektet hedder ’Næste Stop Hjem’, og skal fortælle nogle af de mange historier, der udspiller sig i en af storbyernes bybusser.

Mandag d. 23/2 kan du besøge ’Kenneths stue’ på stoppestedet ved Brønshøj Torv, du kan komme forbi hos ’Birthe’ tirsdag d. 24/2 på stoppestedet ved Frederikssundsvej ca. nr. 24.

-Med ’Næste Stop Hjem’ flytter DR et public service-tilbud ud i virkeligheden blandt almindelige danskere. Ideen er at skabe en engagerende og interaktiv mikstur af kunstprojekt og sociologisk eksperiment, som resulterer i stærke lyd- og billedfortællinger fra den kollektive trafik, siger redaktionschef i DR Kulturpartnerne Kåre V. Poulsen.

Den kulturelle rejse går fra Husum og nordvestkvarterets nydanske og etniske islæt til Nørrebros hipstere, over Amagerbrogades brogede befolkning til lufthavnen i Kastrup, hvor spændte turister ankommer og letter. På rejsen kan du møde P4 København, som kigger nærmere på livet i bussen, og sender live fra stoppestederne ude i de københavnske gader, hvor der i løbet af ugen vil være masser af aktivitet.

I uge 8 kunne Aarhus opleve det nytænkende busprojekt, og nu er det så blevet københavnernes tur.

Den kulturelle rejse stopper dog ikke her. ’Næste Stop Hjems’ skæve univers fortsætter i både radioen, på dr.dk og sociale medier, samt ’live’ på en udstilling på Biblioteket Rentemestervej. Se en serie nyproducerede kortfilm med forskellige scenarier fra livet i bussen, kom tæt på andre buspassagerer, og del dine ynglings stoppesteder på Instagram.

Du kan læse mere om projektet og se de seks kortfilm her: http://www.dr.dk/temaer/naestestophjem og https://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2015/02/12/143957.htm

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Brønshøj-Husum Avis
www.bha.dk
Top