Unge i Tingbjerg får en hjælpende hånd
unge-fra-tingbjerg.jpg
Der er støtte på vej til de unge i Tinbjerg. Foto: Mikal Schlosser
Med økonomisk støtte fra Christiansborg vil teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i samarbejde med tre almene boligorganisationer hjælpe flere unge i Tingbjerg til at komme i uddannelse eller arbejde. Knap 1,1 million er sat af til det to-årige projekt.

Flere unge i Tingbjerg skal i job og uddannelse, og det skal en ny, dedikeret ungemedarbejder være nøglen til. Københavns Teknik- og Miljøforvaltning har ansøgt Ministeriet for By, Bolig og landdistrikter om penge til en beskæftigelsesindsats rettet mod de unge i de udsatte boligområder i Tingbjerg og Husum, og nu er knap 1,1 million kroner på vej til projektet. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell er glad for fremadrettet at kunne yde kvarterets unge en ekstra hjælp:

-Det kræver meget mere end en ungemedarbejder at få gjort noget ved udfordringerne i Tingbjerg, men det er ikke desto mindre en meget vigtig brik i arbejdet med at få forandret området. Får vi skabt praktikpladser og arbejde til de unge, vil området helt automatisk mærke et løft, og det er den vej, vi skal med Tingbjerg, lyder det fra Morten Kabell.

I det særligt udsatte boligområde Tingbjerg er uddannelses- og beskæftigelsesprocenten væsentligt lavere end i kommunen som helhed. Samtidig er der hverken i de boligsociale helhedsplaner eller i den kommunale drift en lokal ungemedarbejder, som kun er ansat til at motivere og støtte de unge i at få adgang til fritidsjob, lære- og praktikpladser, men det får området altså fremover gavn af. På den måde skal de unge bringes tættere på uddannelse og beskæftigelse til gavn for de unge selv og for udviklingen af områderne. Og indsatsen er nødvendig, mener Morten Kabell:

-Det nytter ikke noget at vende ryggen til hverken børn, unge eller voksne og lade dem sejle deres egen sø. Vi har et ansvar som politikere for at få rettet op på de områder i København, som halter efter, og det forsøger vi nu at gøre ved at give de unge i Tingbjerg en hjælpende hånd, lyder det fra Morten Kabell. Han håber i øvrigt, at en mulig letbane gennem kvarteret vil kunne skabe mere erhvervsliv i området og på den måde være med til at inkludere Tingbjerg bedre i København.

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top