Onsdag 20. september 2017
Der er kommet større trivsel blandt pædagogerne på Slottet i Brønshøj Foto: Colourbox
Fælles indsats fik sygefraværet ned
Højt sygefravær blandt pædagogerne påvirker børnene, der hele tiden møder nye vikarer og andre skiftende ansigter
Skrevet af Dorthe Brandborg - 16. marts 2015, 20:03:10

Men det er måske snart slut med det i institutionen Slottet i Brønshøj, hvor de med en fælles indsats har fået sygefraværet sænket markant – til glæde for både børn og voksne.

Fem ingredienser, en tur i ovnen, og så er der småkager. Det er simpelt. Helt så simpelt er det ikke, når man skal finde opskriften på hvordan, man får sygefraværet på en arbejdsplads ned.

Slottet knækkede koden, og med en fælles indsats fik den integrerede institution med børnehave og vuggestue på et år vendt et årligt gennemsnitstal på 16,2 til 9,4 sygefraværsdage pr. ansatte. Og ’Fælles’ har netop været kodeordet for successen.

– Det er ikke mig, der driver det hele, jeg er tovholderen, men drivkraften kommer fra medarbejderne, siger leder Bodil Lind Andersen, tydeligt stolt af sine medarbejdere, og fortsætter:

– Jeg oplever, at trivslen er højere fordi, hele teamet arbejder sammen. Der er ingen tvivl om, at der er kommet en højere kvalitet i vores arbejde fordi, vi har haft så meget fokus på at få trivslen og arbejdsglæden op. Man føler sig som en del af et hele nu.

Stærkt ledersamarbejde

Bodil Lind Andersen tiltrådte som leder for et halvt år siden. Inden da havde der i en flerårig periode været skiftende ledere på Slottet. Blandt andet Tine Kratholm, der i dag er klyngeleder for den klynge, som Slottet er en del af. Tine er i dag en stor støtte og inspirationskilde for Bodil, og respekten er gensidig.

– Jeg kan klart mærke, at vi har fået en meget karismatisk leder, der træder i karakter, forklarer Tine Kratholm.

Men arbejdet er ikke alene gjort ved en eller to dygtige ledere. Personalegruppen har været fleksible og ekstraordinært samarbejdsvillige, og det har gjort det nemmere at trænge igennem med budskaberne om, at sygefravær skal italesættes og sættes på dagsordenen, og negativt skal vendes til positivt. Tine Kratholm forklarer:

– I stedet for fokus på det negative, altså fravær, så har jeg prøvet at vende fokus mod det positive, nemlig nærvær. Det, vi snakker om, er det, der fylder. Så vi snakker nærvær frem for fravær og får skabt en positiv energi. Og så har vi indført en politik om, at sladder er bandlyst. Og det har virket.

Pisken og guleroden

Så er der de helt konkrete redskaber. For Tine Kratholm hedder det Pisken og Guleroden. Pisken er reglerne og rammerne fra Børne- og Ungdomsforvaltningens sygefraværspolitik. Den, siger Tine Kratholm, skal man italesætte, ikke som et onde men som en hjælp til at holde sygefraværssamtaler med nogle klare retningslinjer, så samtalen bliver en hjælp.

– Guleroden er, at medarbejderne ved, at vi som ledere vil dem det bedste og gerne vil høre, hvad de har at sige. Man skal føle, at man gør en forskel, og man skal føle, at man er savnet, hvis man ikke er der. Ikke fordi, man skal have dårlig samvittighed over at være syg, men det giver en faglig stolthed at vide, at ens kolleger savner ens person og faglige kompetencer, hvis man ligger med influenza, beskriver Tine Kratholm.

Både Bodil Lind Andersen og Tine Kratholm nævner Børne- og Ungdomsforvaltningen som en vigtig medspiller på sygefraværs-banen. Tine Kratholm kalder forvaltningens MED-struktur for ’en gave for os alle sammen’, som har fået medarbejderne til at tage medansvar, og Bodil Lind Andersen er også positiv over den hjælp og de redskaber, hun har fået.

– Alle de almindelige hverdagsudfordringer klarer medarbejderne selv, men hvis der er nogle særlige udfordringer, så kommer de til mig. Og det er min oplevelse, at når jeg beder om hjælp i Børne- og Ungdomsforvaltningen, for eksempel hvis jeg beder om en psykolog eller en tale-høre-lærer, så bliver jeg hørt. Og det gør bare noget for arbejdslysten og arbejdsglæden, siger Bodil Lind Andersen

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter