Folkekøkkenet søger frivillige
Folkekøkken-01-44-14.jpg
Indgangspartiet på den gamle Voldparken Skolen lægger lokaler til folkekøkkenet, der fra 19. mart og frem til 4. juni holder åbnet hver torsdag. Foto: Kaj Bonne
Det populære Økologiske Folkekøkken på EnergiCenter Voldparken starter sin nye sæson torsdag den 19. marts.

I den forbindelse søges flere frivillige, så folkekøkkenet kan forsætte med samme succes som sidste år, og derfor inviteres alle interesserede til ”kickstart-folkekøkkenmøde” med aftensmad den 12. marts, kl. 17-18.30.

Folkekøkkenet søger flere frivillige der har lyst til at give en hånd med, både praktisk og til at skabe god stemning. De frivillige værtinder, Hanne Kirstein og Pernille Amsinck fra bydelen, har begge været med til at udvikle og starte folkekøkkenet. – Vi vil gerne slå et slag for god og billig økologisk mad, og vi er sikre på, at der sidder nogen rundt omkring i Brønshøj-Husum, som har lyst til at yde en frivillig indsats med et folkekøkken. Derfor håber vi at endnu flere vil tilmelde sig den kommende tid, siger de.

 

Et lækkert økologisk måltid

Og hun bakkes op af køkkenchef, Martin Pihl: – De frivillige er kernen i at folkekøkkenet bliver en succes. De bidrager med at løse opgaver som vært, dække borde, servere mad, stå ved kassen, vaske op, lave nyhedsbreve, opdateringer på Facebook m.m. De er drivkraften bag folkekøkkenet, siger Martin Pihl.

Udgangspunktet for folkekøkkenet er at tilbyde borgere i bydelen et lækkert økologisk måltid mad, der er til at betale. Derudover er det et forsøg på at styrke netværk mellem borgere og foreninger i lokalområdet, og folkekøkkenet vil medvirke til at lette hverdagen for den travle familie, pensionister, studerende m. fl.

 

Mad til guldmedalje

Maden til det økologiske folkekøkken laves af et professionelt køkkenteam på EnergiCenter Voldparken. De har Fødevarestyrelsens flotte anmærkning – det økologiske spisemærke i guld, og har bragt køkkenet på linje med prominente restauranter i København.

– I folkekøkkenet vil vi forsætte vores koncept om økologi og bæredygtighed. Vi vil kun servere kvalitet for gæsterne på folkekøkkenet. Vores ambition er at have en økologiprocent tæt på 100, et madspild tæt på nul, og så høj en råvareudnyttelse som ressourcemæssigt muligt. Vi glæder os til at invitere hele bydelen indenfor på EnergiCenter Voldparken, siger køkkenchefen, Martin Pihl.

Tilmelding til kick start møde den 12. marts kan ske på tlf. 31 21 50 14 eller på mail til mfh@energicentervoldparken.dk.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top