Lørdag 21. oktober 2017
-Jeg kan lide at slå på alting - dog ikke på min kone og børn, fastslår Rene Mathiesen efterfulgt af et grin. Foto: Kaj Bonne
Jubilar med slag i
Rene Mathiesen fra Brønshøj har i de sidste 25 år understøttet musikkens rytme og skabt dramatiske effekter på pauker og slagtøj i DR SymfoniOrkestret
Skrevet af Dorthe Brandborg - 2. marts 2015, 20:10:56

-Det er ikke hver dag man oplever at få sit navn nævnt og fremhævet i New York Times. Men det var hvad den 54-årige Rene Mathiesen oplevede, da han i forrige uge var med DR SymfoniOrkestret i Carneige Hall i New York, for at de blandt andet spillede Carl Nielsen 4. symfoni.

25 år i Danmarks bedste symfoniorkester er det blevet til. Ikke alene på slagtøj. Rene Mathiesen har også engageret sig ud over musikken og siden 2007 har han været orkestrets formand og tillidsmand.

Mangler eksamensbeviset

-Jeg faldt nok i gryden med musik, da jeg var barn. Jeg er tredje generations Tivoligardist. Min far og farfar spillede i Tivoligarden, og jeg spillede selv trommer. Jeg er vild med at slå på alting – dog ikke på min kone eller børn, fortæller Rene efterfulgt af et grin.

Og det var da også paukerne, der drev Rene Mathiesen til at søge ind på Det Kongelig Danske Musikkonservatorium.

-Jeg var der i fire år, men blev aldrig færdig. Jeg gik til en konkurrence i Sønderjyllands Symfoniorkester og vandt. Det betød job. Der er kun én pr. generation, der kommer til at spille pauker, så det var heldigt der var en ledig plads i DR SymfoniOrkestret. Som paukerspiller bliver man i jobbet, for der er aldrig ret mange at søge, fortæller Rene Mathiesen, der føler sig privilegeret over at have fået lov til at spille den musik, han altid har drømt om.

Men der sket en stor forandring gennem tiden. I 80érne blev den klassiske musik i skolerne skyllet ud med badevandet. For musik var noget, man kunne arbejde med i fritiden.

Fremtiden og musik

-Vi har desværre tilsidesat musikkens betydning for menneskets udvikling. Men heldigvis har vi blandt andet med forløbet med Sigurd Barrett og Symfoniorkestret sat fokus på musik for børn. Nu mangler vi noget, der følger op, så børn og unge holder ved. I dag har vi større fokus på kerne-repertoire end på Public Service delen. Der er blevet mere fokus på at der kommer folk i koncertsalen. Det er også en god ide, for musikere kan ikke spille uden publikum. Og vi skal jo også kunne retfærdiggøre, at vi har et symfoniorkester, fastslår Rene Mathiesen.

Savnet af Frühbeck

Den næste koncert er altid et højdepunkt for Rene Mathiesen, så det er svært for ham at udnævne én koncert, der skulle have været en ganske særlig oplevelse. I stedet er der én person, der har gjort en forskel for ham og orkestret.

-At få en chefdirigent som Rafael Frühbeck de Burgos har været et kæmpe højdepunkt. Det er den første chefdirigent, som jeg har oplevet, har haft hele orkestret bag sig. Han har skabt en ny og bedre kultur. Han har skabt noget, som vi i orkestret kalder “den indre Frühbeck”. Det handler om at være professionelle, løse opgaven og smide al nonsens væk. Han har røflet orkestret, givet os et højt niveau, løftet os og fået os til at tage ansvar, fortæller Rene Mathiesen, der selvfølgelig som alle sine kolleger var dybt chokerede og ulykkelige, da Rafael Frühbeck de Burgos pludselig døde sidste sommer og efterlagde orkesteret med et stort tomrum.

Men Rene Mathiesen ser lyst på orkestrets fremtid, og han er, hvor han skal være – der på bagerste række med slagtøjet og paukerne

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter