Lørdag 21. oktober 2017
BK Stefan vandt over CIK
Torsdag aften blev den udsatte fodboldkamp mod CIK afviklet i Kløvermarken. Med en sejr ville BK Stefan lægge pres på de to førerhold fra Sunred Beach og Boldklubben FIX, og det blev til 3 sikre point til de rødklædte drenge fra Stefan.
Skrevet af Christian Ove Carlsson - 20. april 2015, 18:41:45

BK Stefan kom godt i gang med kampen og fik presset CIK helt i bund. Presspillet fungerede, og de mange indlæg mod den tårnhøje Kenni Wichmann på toppen voldte christianshavnerne mange problemer. Det var da også et sådant indlæg der førte til BK Stefans første mål. En nedfaldsbold fra Kenni Wichmann dumpede ned for fødderne af anfører Jens Roy Simonsen, der kunne gøre det til 1-0 til BK Stefan.
BK Stefan fortsatte med presspillet hele første halvleg igennem, og der stod Stefan på det meste af halvlegen. Mod slutningen af halvlegen var der hjørnespark til Stefan. Esben Thyge Olsen sparkede bolden til bagerste stolpe, hvor Morten Grubbe dukkede op og headede bolden ind over stregen i en noget kontroversiel situation, hvor CIK protesterede vildt over dommerens beslutning om at dømme bolden inde. Ikke desto mindre stod der 0-2 til BK Stefan ved halvleg.

En intensiv 2. halvleg

Hvor der i første halvleg stod BK Stefan på det meste, bar anden halvleg præg af nervøsitet og koncentrationssvigt fra Stefans side. Spillet fungerede ikke, og CIK fik alt for meget plads til at smide indlæg ind i BK Stefans straffesparksfelt. De mange indlæg resulterede da også i et reduceringsmål til CIK. CIK fik for alvor blod på tanden, og kampen blev efterhånden spillet helt på christianshavnernes præmisser med masser af nærkampe og lange bolde. Intensiteten i nærkampene var høj, grænsende til det ondsindede og der blev uddelt en række gule kort til begge mandskaber.
På dette tidspunkt i kampen kunne det have gået begge veje, og der skal lyde stor ros til BK Stefan for at holde hovedet koldt og selv afgøre tingene. Med 10 minutter tilbage afgjorde Morten Grubbe kampen til 1-3.
Med sejren har BK Stefan 3 point op til BK Fix på andenpladsen, mens der er 4 point op til Sunred Beach på førstepladsen.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter