Havearbejde er ren terapi
Havebog-01-17-15.jpg
Nu nedsætter jeg mig som haverådgiver, så alle er velkomne til at kontakte mig, siger Lise Gartmann. Foto: Kaj Bonne
Lise Gartmann har interesseret sig for haver siden sin tidlige ungdom og de første Dagpragtstjerner i altankassen i lejligheden i Tingbjerg. Lise Gartmanns store passion for haven har nu resulteret i bogen " Vilde blomster i haven – en magnet til masser af liv".

Midt i Brønshøj ligger Lise Gartmanns lille oase af en have. Hun bor i en villalejlighed og bag villaen finder man på bare 400 kvm den mest bedårende og vilde have. Der er masser af planter og især er det de vilde planter man finder i grøftekanter og tilfældige steder i naturen.

-Jeg har været i gang med bogen de sidste otte år. Det startede med at skulle være en fotobog, men så udviklede projektet sig, fortæller Lise Gartmann, der oprindelig er uddannet fotograf.

-Jeg fik øjnene op for de vilde planters skønhed. Jeg har prøvet mange forskellige planter af – nogle egner sig til villahaver og andre ikke, fortæller Lise Gartmann, mens hun byder på kaffe og hjemmebagte speltboller på sin lille terrasse, som er indrettet som en lille romantisk stue med en sovesofa og hyggelige loppefund.

Bæredygtig have

-Jeg kan godt lide at sove herude om sommeren. Jeg er simpelthen vild med at være ude i min have. Det virker som terapi at se tingene vokse og rode i jorden. Det er super godt for hovedet, fastslår Lise Gartmann, der gerne vil give sine ekspertise og rådgivning videre til andre, der er interesseret i at få en have som er økologisk.

-Lige nu oplever jeg, at mange folk gerne vil tilbage til deres rødder. I mange år har folk gået efter de velplejede haver med en slået græsplæne. Men hvem siger, der skal være græsplæne i en have. Det vigtige for mig er, at min have skal berige insekter, dyr og at plantelivet kommer så meget i balance, som det er muligt. Jeg vil ikke have en vildnis, men heller ikke en friseret have, hvor der ikke er plads til overraskelser, fortæller Lise Gartmann, der både har pindsvin, egern og en tilfældig omstrejfende ræv gående i haven.

-Jeg begynder tidligt med at sætte frø i min havestue, og mange har jeg allerede priklet ud nu, siger Lise Gartmann, der kan remse alle sorterne op med de latinske navne.

-Jeg har mange gange stiklinger i overskud, og dem kan folk komme og købe, fortæller Lise Gartmann, der også altid selv er på udkig efter nye planter.

-Min have er i stadig udvikling og i en konstant foranderlighed, og det er derfor et eventyr og en stor gave at have en have, fastslår den passionerede haveentusiast.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top