Lokal fodboldstjerne
Fodboldspiller-01-17-151.jpg
Amerikansk fodbold kommer i første række. Alt andet kommer i 2. række, fastslår Andreas Pedersen. Foto: Kaj Bonne
Andreas Pedersen fra Brønshøj er en fornuftig og rolig ung mand, men når han ifører sig hjelm og panser, så ændrer han karakter til en fnysende terrier.

Han tænker amerikansk fodbold fra morgenstunden og til han går i seng. 19 årige Andreas er bidt af den rå sportsgren, som er amerikanernes nationalsport og en videreudvikling af rugby.

-Da jeg var 14 år blev jeg introduceret til sporten af en ven fra folkeskolen, hvis storebror spillede amerikansk fodbold. Han tog mig med til en prøvetræning hos Herlev Rebels, og det fængede med det samme. Jeg har prøvet at spille alt fra fodbold til badminton, men det var ikke der interessen og talentet lå, fortæller Andreas, der nu har spillet sig varm hos Herlev Rebels, hvor han også er kaptajn. Som 17-årig kom han på u-17 landsholdet og nu er han på u-19 landsholdet, hvor han også har fået det ærefulde hverv som kaptajn.

Man skal kunne mange ting for at mestre spillet. Man skal være atletisk og taktisk og ikke bange for fysisk kontakt. Andreas træner tre gange om ugen og styrketræner hver dag. Der skal fysik til, noget som Andreas arbejder hårdt på, for han mangler stadigvæk flere kilo.

-Man skal være lidt af en hidsigprop på banen. Jeg bliver i alle tilfælde en meget anderledes Andreas, når jeg går på banen, indrømmer Andreas, med et forsigtigt smil.

Brænder for sporten

Skader har der allerede være en del af, men det har ikke afholdt Andreas for at udøve sin sport, og sidste år kom han på verdensholdet, et udviklingshold for de 100 bedste ikke amerikanere i verden. Truppen blev sat, og Andreas var en af de heldige, som gik videre og fik lov til at spille sin position som linebacker mod det amerikanske landshold.

-Jeg blev i Danmark udpeget af mit forbund (DAFF: red) til at deltage, og vi var 7 danskere, som skulle til Texas i træningslejr. Det var ikke noget, som Team Danmark gav støtte til, så jeg var sammen med min familie selv ude for at skaffe sponsorer. Jeg var heldig at få støtte fra en masse Brønshøj borgere, fra Radiometer og fra Henrik, Ravn, en lokal advokat. Jeg er utrolig taknemmelig for, at de alle gav mig mulighed for at komme afsted, da det ellers ville have været økonomisk umuligt. Det har simpelthen været den største oplevelse, jeg indtil videre har haft i mit liv, fastslår Andreas Pedersen, der nu går i 2. g på Nørre G´s idrætslinie.

Hvor langt talentet rækker ved Andreas ikke. Indtil videre er det hans ambition efter studentereksamen at komme på college i USA for at prøve det af.

-Det er næsten umuligt at komme til at spille NFL, så det er ikke min plan. Men jeg vil gerne af sted til USA, fastslår Andreas, der dog ikke er sikker på, at han vil være professionel. Hvis man ikke spiller NFL, så er der slet ikke penge nok i sporten, fortæller Andreas, hvis næste mål er at komme på A-landsholdet.

andreas pedersen

Andreas Pedersen skifter personlighed, når han går på banen. Her står han med nr. 70 på jerseyen og råber af sine lungers fulde kraft.
F
oto: Toftagerfoto.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top