Rygestopkursus gjorde forskellen
Rygestop-16-15.jpg
Nu er smøgerne udskiftet med gulerødder. Foto: Kaj Bonne
Nu er Søren røgfri

-Det er 2,5 måned siden jeg har røget nu. Det er ret fantastisk, fortæller Søren Rygaard Andersen, der er driftschef i Tingbjerg. I januar i år startede han på rygestopkursus hos Forebyggelsescenter Vanløse-Brønshøj-Husum, og det virkede.

-Jeg har røget siden, jeg var 13 år. Det er over 40 år. Så det er nærmest hele mit liv, fortæller Søren. Han har tidligere forsøgt at stoppe med røgen, men det er aldrig lykkedes helt.

“Når jeg forsøgte, så endte jeg med at ryge igen. Når andre stod i grupper og røg, så følte jeg mig pludselig lidt udenfor, fortæller Søren, der altid har været vant til at der var fællesskab forbundet med det at ryge.

-Til sidst var jeg så træt af at være afhængig af røgen, og så besluttede jeg mig for at søge professionel hjælp. Det blev kurset, fortæller Søren.

På holdet var der flere deltagere, og for Søren var det motiverende, at der var andre i samme situation.

-Vi støttede hinanden og kom med gode råd. Det betød meget.

Søren nævner også det faktum, at underviseren selv var ex-ryger, og derfor kendte til alle deltagernes udfordringer.

“Det gav troværdighed. Jeg vidste, at underviseren havde stået der, hvor vi andre stod nu.

Det var ikke fra den ene dag til den anden, at Søren skulle stoppe med at ryge. Det kom i små step.

-Vi fik først en masse viden og lavede små mål hver især. Det virkede godt. Netop så man kunne forberede sig mentalt, fortæller Søren, og da rygestopdagen endelig kom, følte han sig også klar.

-Det var selvfølgelig hårdt, men jeg var glad for de nikotinpiller, vi fik udleveret. I starten var det altafgørende, fortæller Søren, der ikke har så meget brug for nikotinen mere. Det sværeste i dag er at ændre vaner. -Jeg har gjort noget 20 gange om dagen i over 40 år, og nu skal jeg gøre noget andet. Det skal jeg vænne mig til, griner Søren, som er glad for resultatet.

“Det er dejligt at være røgfri, og jeg kunne mærke effekten meget hurtigt. Jeg kunne for eksempel løbe hurtigere kort tid efter.

Om forebyggelsescentrets rygestop kurser

Rygestopkurserne er for alle københavnere over 18 år, som ryger og ønsker et rygestop.

Et rygestopkursus foregår i en gruppe på 10-15 deltagere og ledes af en uddannet rygestoprådgiver. Gruppen mødes fem gange. De første to gange varer mødet 2½ time, derefter 1½-2 timer pr gang. Man skal ikke være røgfri, når man starter på kurset. Der aftales en fælles stopdag for hele holdet, som ligger mellem anden og tredje mødegang. Deltager man på et almindeligt rygestopkursus, har man mulighed for at få tilskud til nikotinerstatning som f.eks. nikotinplaster eller -tyggegummi.

Rygestopkurserne er gratis, og man kan tilmelde sig på vores hjemmeside www.kk.dk/fc

Eller via stoplinjen 80313131. Næste holdstart er torsdag d. 16. april.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top