Fælles talent- og elitesatsning i bordtennis
MG_8769.jpg
Sophie Walløe, en blandt mange Brønshøj talenter der nu fremover får glæde af den nye samarbejdsaftale. Foto: Christian Ove Carlsson
To af landets førende bordtennisklubber går i næste sæson sammen om en ambitiøs talent- og elitesatsning.

To af landets førende bordtennisklubber går i næste sæson sammen om en ambitiøs talent- og elitesatsning. Visionen for samarbejdet er at skabe et trænings- og konkurrencemiljø på internationalt niveau med en stærk organisation. Bestyrelserne i Københavns BTK og Brønshøj Bordtennis indgår derfor en samarbejdsaftale om et fælles sportsligt og organisatorisk set-up for klubbens talentfulde ungdomsspillere og seniorelitespillere. Det skal sikre optimale trænings- og udviklingsmuligheder for den enkelte udøver.

De to klubber har igennem flere sæsoner haft et tæt og velfungerende samarbejde om fælles hold i ungdomsdivisionerne og stævner, ligesom der har været åbent for, at spillerne har kunnet deltage i elitetræningen på tværs af de to klubber. I fremtiden bliver der tale om et langt mere struktureret og forpligtende samarbejde, som bl.a. indebærer fælles styregruppe, økonomi, sportschef og elitetræner samt fælles hold i de øverste rækker i danmarksturneringen for kvinder, mænd, drenge og juniorer.

De to klubber har siden februar arbejdet for at få organisation, politik, strategi og økonomi på plads til den nye sæson. I samarbejde med Team Copenhagen resulterer det i en udviklingsplan for talent- og elitearbejdet frem mod 2019.

I den nærmeste fremtid vil det blive meldt ud, hvem der er tilknyttet de centrale poster som sportschef og elitetræner, hvilke spillere der vil indgå på de fælles hold samt hvad klubsamarbejdet skal hedde.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top