Gangster, Peace, Ego og Revolution
gangster-peace.jpg
Foto: Privat
På Brønshøj Skole har gangene i ugerne efter påske fået en ny klang: en lyd af rytme, musik, beat og rapstil.

Det er 8. klasserne, der som led i skolens emneuger FAME har entreret med foreningen Livsbanen. Der er engelsk i fire lektioner hver dag, men på en noget anderledes facon end den sædvanlige klasseundervisning. Underviserne er professionelle rappere og konsulenter i foreningen Livsbanen.

I løbet af de tre dage, som forløbet varer for hver af de tre 8. klasser, kommer eleverne omkring en række forskellige emner og genrer inden for den særlige rytme- og poesiform, som rap udgør.

Eleverne hører om hip-hoppens historie og rappens begyndelse i USA. De får oplevet konsulenterne på slap line, når de beatboxer (det vil sige lave lyde, beats, med munden) og rapper freestyle. De har hørt om forskellige arketyper inden for rap og arbejdet i fire grupper med arketyperne: Peace, Ego, Gangster og Revolution.

-Jeg ville gerne have brugt nogle engelske bandeord, men jeg var i gruppen Peace, så det gik ikke rigtigt, fortæller Johannes, hvis kunstner-alias er JoJo.

Allervigtigst, så har eleverne hver især lavet deres egen lille præsentationstekst, hvor de har skrevet om sig selv, fået lavet nogle gode rim, og øvet sig på at rappe. En del af processen er at vælge sit kunstnernavn, sit alias. Til sidst har de indspillet deres raptekst i Livsbanens lydstudie på EnergiCenter Voldparken.

På spørgsmålet om, hvad forløbet har betydet, svarer en af pigerne, at det er grænseoverskridende, men at man også får mere selvtillid, fordi man tør prøve det. En anden supplerer og fortæller, at det er en kæmpe chance at få lov at prøve at synge og lære fra professionelle på den måde.

Maryam kom ud fra lydstudiet med strålende øjne og udbrød: Jahh, jeg kommer igen og synger noget mere! Hun syntes, det i første omgang var mærkeligt at høre sin egen stemme, men også fantastisk at synge i mikrofonen med høretelefonerne på. Maryam nikker, da Nikoline fortæller, at det har været overraskende godt at møde Livsbanen.

Når eleverne er færdige med indspilningen begynder Livsbanens kreative leder og stifter, Jesper Willeforte, at finpudse elevernes tekster sammen med den underliggende beat. Måske skal der dæmpes for lyden, måske skal der skrues op, eller laves en repetition eller et omkvæde. Slutresultatet bliver et samlet resultat for hver klasse, hvor hver elev kan genfinde sig selv.

Lærer Lars Vingnæs har 8. a i engelsk. Han glæder sig over, den energi eleverne lægger i arbejdet, og ser mange muligheder i samarbejdet med Livsbanen. Der er muligheder for tværfagligt samarbejde omkring mange fag, men også omkring flere skoler, der kunne gå sammen om et forløb.

 

Livsbanen har lokaler på EnergiCenter Voldparken i Husum og har åbent i studiet mandag og onsdag fra 15-18. Foreningen har fået støtte fra Huskunstnerordningen og fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til at lave rapworkshops af kortere eller længere varighed i samarbejde med skoler.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top