Mandag 23. oktober 2017
Min opgave er også at arbejde på et tillidsopbyggende Foto: Kaj Bonne
Jeg har fået mit drømmejob
Lise Velin, var ikke i tvivl, da hun så jobbet som skoleleder på Bellahøj Skole slået op. Det var "det job", hun drømte om. Især var det skolens idrætsprofil, som tiltrak den erfarne lærer, der har været lærer og souschef på Katrinedals Skolen i Vanløse.
Skrevet af Dorthe Brandborg - 18. maj 2015, 19:36:18

Det er nu 10 uger siden, hun startede som skoleleder på Bellahøj Skole. Indtil videre har det været en rigtig positiv oplevelse for Lise Velin.

-Jeg har mødt de sødeste børn, der er kommet og givet mig gaver i form af tegninger og fortalt mig og stort og småt, fortæller Lise Velin, der har brugt den først tid på at besøge alle klasserne på skolen.

-Især har jeg været overrasket over, hvor gode børnene er til at tage bevægelse ind i undervisningen, siger Lise Velin, der dog også har set ting, som Bellahøj Skole skal arbejde på at få gjort bedre.

-Vi skal arbejde på konflikthåndtering og på den positive omgangstone. Vi har haft nogle klasser, som har drillet de små. Men det kan vi løse. Vi skal lave venskabsklasser og “store og små venner”. 4. klasserne har for eksempel lige læst højt for de små, og på den måde er de blevet bragt sammen. Man driller nemlig ikke dem, der er mindre, og dem som man er “store ven” for, fortæller Lise Velin, der også har tænkt sig, at hendes kontor skal være et hellested for børnene.

-Selvfølgelig skal børnene først og fremmest forsøge at løse problemerne selv, hvis de ikke kan det, så må de tale med læreren. Hvis det heller ikke går, så skal de komme til mig, fortæller Lise Velin, der godt vil indrømme, at hun kommer til at savne at stå i klasseværelset og undervise.

Skolereformen

Den 55-årige skoleleder har også set udfordringerne ved den nye skolereform, men hun er sikker på, at det nok skal blive godt.

-Der var en del lærere, der forlod skolen, men der er kommet mere ro omkring skolen igen. Nu har vi igen mange ansøgere, og jeg tror, det der tiltrækker er skolens idrætsprofil, at den er multikulturel og der er gode professionelle kolleger.

Vi har skullet lære at tænke anderledes i forhold til planlægningen af undervisningen og have fokus på hvad eleverne lærer. Vi skal tilpasse udfordringerne til alle børn. De skal ses, for det de kan. De skal ikke alle sammen det samme sted hen i livet, men de skal alle sammen flytte sig. Det skal vi bruge meget krudt på, fastslår Lise Velin, der ikke synes at børn grundlæggende er så forskellige, som for 30 år siden.

Tryghed skaber bedre læring

Én af de store forskelle er dog IT og det faktum, at viden nu kan hentes flere steder.
-Børn kan være svære at begejstre pga. medier og tilbud. Men det er også svært at være barn i dag, med de krav og forventninger der er til dem. Men jeg tror, at børn der trives kan lære og omvendt. De faktorer skal gå hånd i hånd. Det er vigtigt at man er tryg i skolen og at man har faglige, sociale og personlige kompetencer. Det er én af kerneopgaverne for Bellahøj Skole.

Lise Velin har også været overvældet over det imødekommende personale hun har mødt.
De har været super søde og hjælpsomme. Der er 100 ansatte på skolen og jeg er så heldig, at der er gode folk til det administrative. Det giver mig tid til at være ude blandt elever og lærer. Men jeg er meget en holdspiller og er lyttende. Det er også mit job at skabe tryghed for lærerne og skabe følgeskab, selvom jeg jo også skal træffe beslutninger. Det er jo en del af jobbet, siger Lise Velin.

Lise Velin 55 år

Bor i Søborg, gift og har to voksne børn.

Uddannet lærer i 1984

Matematik, fysik og idræt som linjefag

Lærer og souschef på Katrinedals Skole i Vanløse i 30 år.

Har været involveret i Københavns naturskoler, hvor man har taget matematikken med ud i naturen.

I 2011 tog hun en diplomuddannelse i ledelse.

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter