Skybrud igen?
skybryd.jpg
Utterslevs Skoles kanal viser tydeligt regnvandets rute – både ved små og store regnskyl. På billedet viser klimaambassadørerne Casper Rasmussen og Magnus Stephansen nogle 3. klasses elever hvordan vandet ledes hen til kanalen. Foto: Privat
Elever fra Utterslev vil gøre en forskel for klimaet

Regnen vælter ned og der er igen skyburdsvarsel… Skal vi nu have oversvømmede kældre igen? Netop skybrud og dét at tilpasse vores omgivelser til mere regn har klimaambassadørerne fra Utterslev Skoles 7. klasse viden om – derfor deler de nu deres viden med andre elever og nogle af Københavns borgmestre.

En gruppe elever fra Utterslev Skoles 7. klasse har meget på hjerte og underviser derfor skolens 3. klasses-række, som en del af deres uddannelse til at blive blandt Københavns Kommunes klimaambassadører. Elevernes undervisning, som de selv udvikler, tager udgangspunkt i skolens egen evne til at modstå skybrud der er en af de mest synlige konsekvenser af klimaforandringer, som vi oplever her i Danmark.

-Klimaforandringer er et meget aktuelt emne. Jeg synes det er fedt at kunne påvirke og involvere mig i samfundet – så det bliver bedre. At vi ældre elever underviser de mindre og viser interesse for klimaet er med til at skabe interesse hos dem. På den måde får vi en mere miljøbevidst generation, fortæller Magnus Trier Andersen fra 7. klasse på Utterslev Skole, der er en af de 25 elever som for øjeblikket er ved at uddanne sig til at blive klimaambassadører.

Eksperimenter med regnvand

Under klimaambassadørernes undervisning bliver 3. klasserne hevet med ud i regnen, ned til skolens klimatilpassede kanal og ned i kældrene – alt sammen for at kigge på hvad der egentlig sker, når himlen åbner sig. Her eksperimenterer eleverne med forskellige forsøg, som viser hvordan vandet kan opføre sig på forskellige måder afhængig af hvor det havner. “Hvor tror I regnvandet rammer og løber hen, når der pludselig kommer et skybrud?” “Hvilken forskel gør det for regnen, om det havner på skrå tage eller flade grønne tage med planter på?” er nogle af de ting klimaambassadørerne har fundet svar på.

De syv klimaambassadører vil gøre en forskel for fremtidens generationer, der sandsynligvis går et andet klima i møde end vi tidligere har haft.

-Hvis du har en viden som andre kan bruge, så hvorfor ikke fortælle andre om det? siger Liva V.R. Røhmann, der ligeledes er klimaambassadør fra Utterslev Skole.

-For mig er det meget meningsfyldt at give min viden videre til de yngre elever. Jeg tror det gør en stor forskel og giver håb og motivation hos de elever som normalt ikke gider skolen, tilføjer Liva.

Eleverne udvider deres sortiment

Til sommer laver klimaambassadørerne en guidet tur ved Københavns Havn. Her vil de inspirere til at lave bedre løsninger til et foranderligt klima og ændre adfærd så vi mindsker konsekvenserne. De første som får lov at opleve turen er nogle af Københavns borgmestre. Senere hen får flere skoleelever mulighed for at være med.

Klima Ambassadør Uddannelsen er forankret i Afdelingen for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning,

www.groen.kk.dk. DB

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top