Lørdag 23. september 2017
Lars driver firma fra kælderen, men han kan sagtens træde til, når hans kone Thea har brug for en hånd med børnene. Foto: Kaj Bonne
Nybagt far og iværksætter – alt på en gang
Lars har lavet et unikt butiksstrøg på nettet
Skrevet af Mette Bau - 8. juni 2015, 19:31:05

For de fleste vil kombinationen af at hoppe ud som iværksætter samtidig med at få barn nummer to lyde som et no go. Men ikke desto mindre er det, hvad Lars Schultz Hansen har gjort. Han gik efter drømmen samtidig med, at han blev far. Han har i løbet af det sidste år udviklet et butiksstrøg på internettet, som skal gøre det nemt for folk at shoppe tøj til voksne og børn samt boliginteriør og finde præcis det, der passer til dem uden at de nødvendigvis ved, hvad de leder efter..

-Der er ingen tvivl om, at det har været en udfordring at skabe en ny virksomhed og blive far på en gang, og havde jeg kunne vælge tidspunktet selv, havde jeg nok taget en ting ad gangen, fortæller Lars Schultz Hansen, der måtte slå til da muligheden for investorer i netværket bød sig.

Han har ofte har ofte følt at al tiden skulle bruges på familien, og modsat har det også trukket, at bruge tid på den idé som fra starten tegnede til succes.

-Familien har haft førsteprioritet. Jeg har prioritet at lukke computeren, når arbejdsdagen var slut. Men jeg har gerne ville arbejde mere, end jeg har gjort, fortæller Lars Schultz Hansen.

Alt ændrede sig på en gang

For Lars Schultz Hansen har hverdagen ændret sig drastisk det sidste års tid. Han flyttede med familien til Brønshøj fra Nørrebro, opsagde sit job som lønmodtager og blev selvstændig samtidig med, at han blev far til sit andet barn. Til daglig sidder han i kælderen i huset i Brønshøj og har gjort iværksætteridéen til virkelighed. Samtidig træder han til når Anna på 4 måneder er syg eller hans kone Thea behøver det.

-Jeg har altid haft en entreprenør i maven og en drøm om at blive selvstændig. Jeg har altid været typen, der havde et ark med nedskrevne idéer. Jeg har bare aldrig gjort noget ved dem, fortæller Lars, der de sidste ni år har haft spændende stillinger indenfor modebranchen. Senest i virksomheden Pandora. Det afgørende vendepunkt var, da han fik muligheden for at få investorer til den idé, han havde brygget på i flere år.

Inspirerende shopping

-Min hjemmeside Shubbs er et virtuelt butiksstrøg som skal inspirere og hjælpe forbrugerne med at finde netop de webshops indenfor mode, design og børn, som matcher deres personlige stil og præferencer, fortæller Lars Schultz Hansen og pointerer, at det er en forenklet forklaring, for løsningen er mere avanceret. Siden registrerer nemlig, hvad de handlende kan lide og ændrer efterfølgende indholdet i den retning.

-Min idé byggede på erfaring. Jeg syntes, det var svært at købe tøj og blive inspireret på nettet, for jeg endte altid på de samme 5-6 hjemmesider, som jeg kendte i forvejen. Ikke nødvendigvis fordi de var bedst, men fordi det var dem, jeg kendte, fortæller Lars Schultz Hansen. Han har fået positiv respons fra investorer, butikker og nu også fra de første brugere.

Udlevede sin drøm

Selvom Lars Schultz Hansen har brugt meget tid på at være far, så er det følelsen af at have skabt noget helt selv, der fylder meget i hans hoved.

-Jeg havde en idé og har fulgt den til dørs. Det er mig, der kontrollerer retningen, og jeg kan tage beslutninger fra det ene minut til det andet. Det er en fantastisk følelse.

Ifølge Lars Schultz Hansen er han landet på den rette hylde som selvstændig.

-Jeg vælger at se på fordelene. Selvom jeg har meget arbejde, og det fylder i mit hoved hele tiden, så har jeg også en stor fleksibilitet i hverdagen. Jeg kan træde til ved sygdom i familien, og vi kan have rolige morgener, der starter lidt senere.

Men hvad har han så måtte give afkald på, for der må vel være noget?

-Alt andet end familie og arbejde har været på stand by. Jeg får ikke motioneret og har ikke været ude med vennerne som før, fortæller Lars Schultz Hansen.

Fakta om Lars Schultz Hansen og Shubbs

Lars Schultz Hansen er 33 år og bor i Brønshøj med sin kone Thea og deres fælles børn Laura på 3 år og Anna på 4 måneder.

Shubbs er etableret i 2014 efter at have fået en investering på DKK 1,3 millioner.

På Shubbs finder du i dag mere end 200 webshops indenfor mode, design og børn.

Lars Schultz Hansen har en baggrund i modebranchen hvor han de seneste 9 år har arbejdet med bl.a. retail, finans og business intelligence for større danske modevirksomheder – de seneste 5 år hos Pandora.

Du finder websiden her: www.shubbs.com

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter