Nye åbningstider på bibliotekerne
1. juli får bibliotekerne i Brønshøj, Husum og Tingbjerg nye betjeningstider. Med de nye tider følger flere bibliotekstilbud og nye digitale muligheder for at få vejledning, enten hjemmefra eller på biblioteket

Københavns biblioteker forandrer sig i de kommende år. Og de første tiltag kommer allerede nu. Borgerne vil fra juli og de næste år opleve, at der kommer flere nye tilbud, samt at de eksisterende tilbud udvides.
Den selvbetjente åbningstid bliver længere på Brønshøj Bibliotek – hver dag fra kl. 9 til 19. Husum Bibliotek følger efter med selvbetjent adgang pr. 1. september. Tingbjerg fastholder de nuværende åbningstider. Derudover kommer flere digitale tilbud, som gør biblioteksbesøget nemmere og mere fleksibelt for Københavns Bibliotekers mange brugere.
Fremover bliver det bl.a. muligt at låne endnu flere e-bøger på eReolen.dk, og kontaktcenteret ’Biblioteket Online’ vil fra 1. september tilbyde borgerne hjælp og vejledning hjemmefra eller på biblioteket via telefon, skærm og mail. Brønshøj og Husum Bibliotek tilbyder ”Book en bibliotekar”, som giver mulighed for at bestille op til 15 minutters personlig betjening, hvor borgeren fx kan få hjælp til søgninger og anbefalinger. Det er selvfølgelig stadig muligt at få personlig vejledning på biblioteket. Men fra 1. juli vil tiderne for den personlige vejledning hos en biblioteksmedarbejder, ændre sig, så biblioteksmedarbejderne får tid til at iværksætte og udvikle nye målrettede bibliotekstilbud.
Omlægningen af den personlige vejledning er en del af den nye biblioteksstrategi for Københavns Biblioteker ’Styrk borgerne’, der skal gøre en større forskel for flere borgere. ’Styrk borgerne’ er en samlet plan for udviklingen af biblioteker og borgerservice. Læs mere her: www.bibliotek.kk.dk/nybib

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top