Til tops på Alpe d´Huez i kampen mod sclerose
dorte-hylleberg.jpg
I år cykler Dorte sammen med blandt andre "Guldfireren" og med tidligere fodboldsspiller Thomas Helveg. Foto: Privat
Dorte Hylleberg fra Brønshøj er holdkaptajn på Cykelnerven, der midt i juni sætter kurs mod de høje franske bjerge og støtten til et godt formål.

Når Scleroseforeningens cykelløb Cykelnerven midt i juni ruller over Alperne er en af rytterne Dorte Hylleberg fra Brønshøj. Hun står i spidsen for de 64 ryttere på sit hold – heraf 13 kvinder – der med deres deltagelse indsamler penge til forskning i sclerose og støtte til mennesker med sclerose.

– Alpe d´Huez er højt! Og oven i købet rammer vi det på løbets tredje dag, hvor man er træt. Der er mange højdemeter, der skal nås, men folk kæmper. Og selv om kvinderne måske har lidt færre kræfter en mændene, så klarer de sig faktisk langt hen ad vejen bedre rigtig godt. Vi har færre kilo at slæbe rundt på, og det betyder altså noget, når man kører i Alperne, siger Dorte Hylleberg.

Hun deltog også sidste år, da Cykelnerven for første gang rullede afsted, og kan i år glæde sig over, at andelen af kvindelige ryttere blandt de 180 cyklister er steget stærkt.

– Det er ærgerligt, at kvinderne stadig holder sig tilbage i cykelsporten, for de kvinder, der er med på holdet, hænger bestemt ikke efter. Udover at cykelsporten mangler kvindelige rollemodeller, holder tanken om det tekniske, der følger med cykling, nogen fra at kaste sig ud i den her sportsgren. Man får en punktering, ja, men den er jo piece of cake, når man først har prøvet det et par gange, siger Dorte Hylleberg, der også i år kommer til at cykle med andre, der har valgt at køre Cykelnerven – både for at støtte kampen mod sclerose og fordi løbet er krævende og appellerer til både ambitiøse motionister og elitesportsfolk, der kan bruge udfordringerne i deres træning.

F.eks. kommer Dorte Hylleberg i år til at cykle i selskab med blandt andre Guldfireren, der vandt olympisk guld i roning, og Thomas Helveg, tidl. landsholdsspiller og fodboldtræner.

– Jeg valgte meget bevidst Cykelnerven, fordi det er et krævende løb, der sætter dig fysisk og mentalt på prøve. Jeg vil gerne udfordre mig selv, og gerne gøre det i en social sammenhæng, siger Dorte Hylleberg.

Sclerose rammer et stigende antal danskere – og især kvinder mellem 20 og 40 år. Flere end to af tre af de 600 danskere, som hvert år får diagnosen sclerose, er kvinder. Sclerose er en kronisk nervesygdom, der langsomt invaliderer dig. Nervetrådene bliver beskadiget, så informationerne fra hjernen dårligt eller slet ikke når frem til de forskellige dele af kroppen. Det går ud over bevægelsen, synet, hjernefunktionen m.m. Årsagen til sclerose kendes ikke endnu – men forskningen gør store fremskridt i disse år.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top