Fredag 18. august 2017
Der er masser af tilskuere på langsiderne, når bilerme speeder op under Copenhagen Historic Grand Prix, hvor der i weekenden ventes op imod 30.000 tilskuere. Foto: Kaj Bonne.
30.000 til motorløb på Bellahøj
Weekendens Copenhagen Historic Grand Prix er en af de største motor-sportsbegivenheder herhjemme
Skrevet af Jan Løfberg - 27. juli 2015, 23:44:53

For tredje gang afvikles Copenhagen Historic Grand Prix på Bellahøj. Og det bliver noget af et tilløbsstykke. Arrangørerne af grandprixet forventer omkring 30.000 tilskuere rundt om banen i løbet af weekenden den 1. og 2. august.

Det er 15. gang det historiske løb afvikles. Stadig er det sådan, at mange af de deltagende biler er langt ældre, men efterhånden har motorløbet så meget historik og tradition over sig, at det føles som om, at det altid har været kørt.

Fra førkrigsklassens elegante racere frem til nutidens tordende DTC biler er CHGP en episk rejse gennem motorsportens enestående historie. Og uanset hvor gamle og kostbare biler er, så kørers de, som det de blev skabt til – motorløb med passion. På smalle dæk, sidelæns og kun få centimeter fra barriererne, indbyder banen på Bellahøj til racerløb som dengang, hvor overhalinger var lige så talrige som himlens stjerner, hvor placeringerne skiftede hver omgang og racerløb var mere pionerånd og håndarbejde end nutidens fuldtudviklede superbiler.

For at få det store arrangement til at glide, har over 500 frivillige meldt sig. De går rundt på baneterrænet i deres røde polo-shirts med CHGP-logoet på brystet. De tager imod gæster og tilskuere ved indgangen, de kontrollerer billetter, sørger for forplejning og hjælper til, hvor det er nødvendigt.

Det er også hen ved 50 frivillige, der bygger den 2,4 km lange racerbane. Og de piller den såmænd ned igen. Begge dele tager godt og vel en uge. De opsætter områdehegn, sikkerhedshegn, autoværn, betonklodser, dækbarrierer og waterwalls. Der etableres også fire broer, så tilskuerne kan komme over banen, når de skal ind og se race. Der opstilles boder med mad og drikke og restauranter til de, der ønsker at sidde ned. Og toiletter i massevis. Der trækkes kabler så der er strøm til alle. Tribuner opsættes sammen med lydanlæg og storskærme.

Race for Riget

Sideløbende med det historiske løb afvikles “Race for Riget” med racerstjernen Jan Magnussen som ambassadør. Race for Riget er en tradition, hvor tilskuerne har en enestående mulighed for at komme helt tæt på alle de professionelle racerkørere. I én time både lørdag og søndag er det muligt for alle gæster og besøgende til Copenhagen Historic Grand Prix, at købe en eftertragtet køretur på den spændende racerbane, og alle indkørte midler doneres ubeskåret til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, der siden 2010 har modtaget mere end 1,1 millioner kroner.

Den 4-dobbelte Le Mans-vinder Jan Magnussen får følgeskab af en perlerække af prominente racerprofiler, herunder den 9-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen, Kevin Magnussen, Danmarks første Le Mans- vinder John Nielsen, Porsche fabrikskører Michael Christensen, de to Young Driver kørere fra Aston Martin Christoffer Nygaard og Marco Sørensen, Formula Racing Ferrari-kører Mikkel Mac samt sportsvognskører Michel Nykjær og Nicolas Kiesa.

Amatører med fart i

Det traditionelle Royal Pro/Am løb, der blandt andet har CHGPs protektor HKH Prins Joachim som entusiastisk deltager, har med årene udviklet sig til et internationalt tilløbsstykke og er weekendens højdepunkt. Her deler de store professionelle stjerner fra ind- og udland historiske racerbiler med talentfulde amatører i en fuldtonet racerdyst om evig hæder og det øverste trin på podiet. Alle kommer de for at være en del af dette helt særlige arrangement.

Hvis man ikke har lyst til kun at se racerbiler i høje omdrejninger foregår en masse andre familieaktiviteter på baneområdet. Der er nok at tage sig til i løbet af weekenden.

Fredag den 31. juli markeres CHGP med kortegekørsel fra Bellahøj til Københavns Rådhus, hvor en samling af historiske racerbiler og supersportsvogne udstilles på pladsen foran Rådhuset mellem kl. 12.30 og 15. jll

Læs mere på side 2 og 12

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter