Mandag 23. oktober 2017
En by for alle børn
Ved udgangen af året sættes punktum for den ny kommuneplan, som sætter retningen for byudviklingen de næste år.
Skrevet af Anna Mee Allerslev, Tommy Petersen og Mette Annelie Rasmussen, medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre - 13. juli 2015, 18:48:01

Ved udgangen af året sættes punktum for den ny kommuneplan, som sætter retningen for byudviklingen de næste år. I Radikale Venstre opfordrer vi alle til at komme med deres input – borgere, organisationer og virksomheder, så vi sammen kan skabe de bedst mulige rammer for udviklingen af vores allesammens by.

Vores ambition er at skabe en by, hvor børnefamilierne har adgang til god børnepasning, grøn transport, byrum med plads til oplevelser – samt et godt og trygt sted at bo med plads til familien.

Vi skal have et fortsat mål om en CO2-neutral og bæredygtig by med mere grønt og ren luft.

Strandboulevarden på Østerbro er et godt eksempel på et uudnyttet rekreativt område, vi ønsker at udvikle og gøre grøn. Og masser af andre steder, kan man sagtens forvandle asfalt til grøn bynær natur.

Det har længe været en mærkesag for Radikale Venstre at få infrastrukturen forbedret til også at omfatte Brønshøj og Tingbjerg, og vi er glade for, at vi skal undersøge en udvidelse af både metro og letbane til Brønshøj og videre ud. Det binder byen sammen, og afstanden mellem byens borgere bliver mindre. Desuden skal der tænkes nyt og innovativt, så vi kan skabe plads til alle. Vi vil udvikle banegravene ved Vesterport, Østerport og Hovedbanegården.

Disse områder udgør i dag et stort spild og er en kæmpe uudnyttet ressource. Vi ønsker en overdækning med hævede bydele, som vil skabe flere muligheder for såvel bolig, erhverv som grønt. Der skal skabes muligheder for vækst og arbejdspladser. Derfor er det vigtigt for os, at den nye kommuneplan fremmer nye handelsgader. Strøget og Østerbrogade skal blomstre med det resultat, at der både kommer mere liv, flere arbejdspladser og bedre byrum.

I kommuneplanen havde vi gerne set, at vi kunne bygge større lejligheder til at huse børnefamilierne. Det var der ikke politisk opbakning til, hvorfor gennemsnittet for nye boliger ikke bliver vores foreslåede 100 m2, men 95 m2. Vi vil gerne skabe gunstigere vilkår for flere ejerlejligheder, men på nuværende tidspunkt, står vi desværre alene med det ønske på Københavns Rådhus. København er allerede fantastisk, men der er rum til forbedring og ambitioner, og vi er nødt til at holde os på tæerne, når befolkningstilvæksten er så høj, som den er, så vi fortsat kan rumme alle.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter