Torsdag 29. juni 2017
I aften kommer ”Opera på en cykel” til Brønshøj Torv. I søndags blev forestillingen La Traviata spillet for et stort publikum på Israels Plads. Foto: Mathias Bojesen.
La Traviata på Brønshøj Torv
I aften kl. 17 opføres operaen på en cykel på torvet
Skrevet af Jan Løfberg - 27. juli 2015, 23:20:45

Opera og cykel?! Hvad har det at gøre med hinanden? For det meste ingenting. Men i aften tirsdag den 28. juli kl. 17 er der “Opera på en Cykel” på Brønshøj Torv.

Inspireret af sidste års succes “Opera på en ladvogn” bringer Copenhagen Opera Festival endnu engang de store klassikere helt ud til folket – denne gang i en mere bæredygtig version. I samarbejde med DTU og Experimentarium City introducerer festivalen nemlig “Opera på en cykel”. Her triller La Traviata ud på de københavnske pladser med pop-up-forestillinger hele ugen igennem. Cyklen vil være udstyret med klaver, kostumer, hatte og parykker, så heldige publikummer kan opleve instruktør Tine Topsøes bearbejdning af Verdis klassiker.

I forbindelse med operafestivalen skal cyklen på besøg forskellige steder i København. I søndags skete operaopførelsen af La Traviata på Israels Plads. I morgen triller cyklen til Vanløse Torv og videre mod Sundbyvester Plads på fredag og på søndag i Superkilen.

I Brønshøj vil en pianist og nogle operasangere folde Tine Topsøes iscenesættelse af Verdis La Traviata ud midt på torvet for at give den karakter af folkefest, som opera egentlig havde på Verdis tid. Showet er gratis, så alle tilstedeværende kan få sig en operaoplevelse ud over det sædvanlige. Tre sangere – Lina Johnson, Christian Damsgaard og Jørn Pedersen – plus pianist Oscar Michaelsson, kostumer og blomsterranker transporteres byen rundt på cykel.

Handlingen

I forestillingen er Alfredo en nyuddannet jurist, der har taget et sommerjob som cykeltaxachauffør, inden livet som kontoransat skal begynde til efteråret. I nærheden af den plads, han bruger som taxaholdeplads, bor Violetta, der arbejder som luksusluder.

Alfredo har på afstand forelsket sig i den smukke kvinde og da han endelig tør tage kontakt med hende, betages den ellers kyniske Violetta af hans stormende forelskelse og sammen kører de væk fra byen. Cykeltaxaen bliver et symbol på illusionen om et liv uden ansvar. Parret gemmer sig på landet for at kunne leve sammen, men virkeligheden banker på i skikkelse af Alfredos far, Germont. Han opsøger Violetta og beder hende om at gøre det forbi med Alfredo, idet deres forhold er ved at ødelægge Alfredos rygte. Og desuden – som han siger – er en prostitueret næppe en kvinde, som Alfredo til syvende og sidst vil gifte sig med.

Germont fremstilles ofte som lidt af en skurk. Men tager man de realistiske briller på, kunne han såmænd sagtens have ret i sin bekymring; Violetta passer ikke ind i Alfredos fremtid, og det vil han selv indse når den heftige betagelse har lagt sig. At Alfredo ikke kan acceptere Violetta for det, hun er, kommer frem da han opdager, at hun har finansieret opholdet på landet ved at sælge gaver fra tidligere kunder. Alfredo reagerer med skam og vrede i stedet for at være taknemmelig for hendes offervillighed.

I La Traviata er der ikke nogen egentlig skurk. Men historien er alligevel fyldt med spænding. Fortællingen fængsler måske netop fordi de unges ulykkelige situation er så virkelighedsnær. Vores hovedpersoner har deres svage sider, men de vil ikke hinanden noget ondt. Alfredo er forblændet af sin stolthed. Germonts fordomme om købte kvinder, gør det svært for ham at indse, hvor dyb Violettas kærlighed til Alfredo er. Og endelig er Violetta selv for skamfuld over sin fortid til at kæmpe for retten til en lykkelig fremtid. Konsekvenserne er frygtelige, men det er ikke muligt at placere skylden på nogen. Med denne pop-up operaforestilling opført på cykel får opera igen den karakter af folkefest, den havde på Verdis tid, hvor alle folk kendte melodierne og tilfældigt forbipasserende på byens pladser kunne høre det nyeste operahit fremført på lirekasse.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter