Brønshøj – B1908 delte point i 0-0 kamp
4Y9A5570.jpg
Rødt kort til gæsternes Frederik Kragh i dommerens overtid. Foto: Christian Ove Carlsson
Brønshøj Boldklub skulle lørdag eftermiddag i høj sol forsøge at vise, hvorfor man er en af favoritterne til oprykningsspillet, men det var en sløj gang sommerbold fra hjemmeholdets side i første halvleg.

Tilskuere: 446

B1908 kom klart bedst fra start og virkede opsat på at få sæsonens første point. Der gik 20 minutter inden hjemmeholdet fik afsluttet, og det satte da også lidt gang i kampen, dog uden at imponere. Første halvlegs største chance tilfaldt gæsterne fra B1908, da Benjamin Fey stod umarkeret inde i feltet. Heldigvis for hjemmeholdet stod Kasper Vilfort endnu en god kamp og reddede sikkert.

I anden halvleg fik hjemmeholdet langt bedre fat og havde flere chancer, specielt Jabar Sharza havde flere forsøg. Brønshøj pressede godt på, men skarpheden oppe i front mangler stadig. Til gengæld ser forsvaret godt ud, og det er nu 3. kamp i træk, uden at der er blevet scoret imod Hvepsene. Gæsterne havde kampens største chance med en friløber til Philip Rejnhold efter 75 minutter, men endnu engang viste Kasper Vilfort klasse og fik parreret til hjørnespark.

I dommerens overtid fik B1908 vist Frederik Kragh ud efter lidt tumult med Casper Henningsen og hans andet gule kort resulterede i rødt kort. Kort efter fløjtede dommeren af, og hjemmeholdet nåede ikke at udnytte overtallet. Brønshøj er placeret midt i tabellen, og selvom det måske ikke er helt er den start de havde håbet på, ser det nu meget fornuftigt ud og når skarpheden oppe foran bliver slebet lidt, skal det nok give flere point på kontoen. Næste kamp er lørdag den 29. august, hvor HIK byder Hvepsene velkommen. Sidst de 2 hold mødtes var i DBU pokalen i starten af august. Her vandt Brønshøj ude med 0-3.

Ny spiller til Brønshøj

Brønshøj Boldklub har lavet en aftale med Jamil Faizi, der kommer fra Brøndby IF’s U19 hold. Jamil Faizi har fået trøje nummer 23.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top