Mandag 23. oktober 2017
De nyindrettede lokaler på Husum Bibliotek. Souschef Malene Dalgaard Nielsen og lederen af Brønshøj og Husum Bibliotek, Rasmus Elleby Engell-Kofoed præsenterer de nye lyse og luftige omgivelser. Foto: Kaj Bonne
Nye tider på Husum Bibliotek
De københavnske biblioteker har benyttet sommerstilheden til at indrette sig til fremtiden - også i Husum, hvor det er blevet åbent og lyst og indrettet til selvbetjening.
Skrevet af Erik Fisker - 17. august 2015, 23:39:54

Husum Bibliotek på Frederikssundsvej 290 var så sent som i foråret truet af lukning, men nu fremstår biblioteket med ny og moderne indretning, der skal gøre biblioteket klar til en ny bibliotekspolitik i København samt leve op til nye ønsker og behov hos borgerne. – Vi glæder os til at få de sidste ting på plads, så vi kan starte på den selvbetjente åbningstid fra den 1. september med åbne og lækre lokaler, siger Malene Dalgaard Nielsen, der er souschef for Husum og Brønshøj Bibliotekerne samt daglig leder på Husum Bibliotek.
De nye åbningstider fra september giver mulighed for at benytte Husum Bibliotek fra tidlig morgen til sen aften, da der er mulighed for at komme ind hver dag fra kl. 8 til 22. Der vil fremover være tre forskellige former for åbningstider på biblioteket.
Fx vil der mandage være adgang til selvbetjening fra kl. 8-22, åbningstid med åben dør kl. 10-18, og kl. 15-18 er der mulighed for at få hjælp og vejledning fra en biblioteksmedarbejder. For at få adgang i den selvbetjente åbningstid kræves tilmelding på biblioteket.

Nye former for biblioteksbetjening

– De nye åbningstider baner vej for mange nye bibliotekstilbud, blandt andet oprettes videnscentret Biblioteket Online, så man kan sidde hjemme i sofaen eller stå på sit lokale bibliotek og enten ringe, skrive eller kommunikere med biblioteksmedarbejderne via en skæm, både om praktiske og biblioteksfaglige forhold, fortæller Malene Dalgaard Nielsen.
– Vi fortsætter med vores it-værksted og vores sprogcafé, hvor frivillige tilbyder hjælp og vejledning, og hvis nogen af vores brugere har gode idéer til aktiviteter er de meget velkomne til at sige det til os, fortsætter hun.

Færre bøger, flere e-bøger

Husum Bibliotek har i dag ni faste computere stående fremme og har indrettet en del studiepladser, hvor man fx kan sidde med sin egen computer. Samlingen af bøger er blevet reduceret med omkring en tredjedel, men samtidig er alle københavnske biblioteker forbundet, så en bestilling på en bog, der er hjemme på et andet bibliotek, kan leveres til Husum i løbet af 2-3 dage.
Brugen af den såkaldte e-reolen stiger, og denne giver mulighed for at låne bøger, både som lydbøger, hvor der bliver læst op, eller som almindelige sider, der kan ses på en computer.

Husum Bibliotek 04 34-15

Også trappen op til biblioteket er blevet frisket op med maling og ord, der skal fortælle, hvad det også handler om. Foto: Kaj Bonne

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter