På Mamma Mia værner man om hinanden
Mamma-Mia-Uden-for.jpg
Når solen skinner eller der skal ryges en smøg, så kan brugerne her som Carsten Rasmussen, Annie Larsen, Tina Bidstrup og Bettina Sørensen sætte sig på "græsplænen" uden for Foto: Jan Løfberg
Samværs- og aktivitetscentret på Utterslev Torv sprudler af energiske brugere

Rummelighed. Medmenneskelighed. Hjælpsomhed. Omsorg. Næstekærlighed.

Alle ord er meget “store” og kan let ende som floskler.

Ikke desto mindre bliver man nødt til at have fat i den sproglige værktøjskasse, der netop indeholder disse dyder, når man træder ind på samværs- og aktivitetscentret for psykisk udfordrede på Utterslev Torv, for her er det så synligt, at der er en udstrakt interesse for hinandens ve og vel. Omsorgen findes blandt såvel brugere som personale.

Mamma Mia blev oprettet for i efterårsferien for snart 24 år siden og har haft de samme lokaler på hjørnet af Rådvadsvej og Utterslev Torv 30. Mamma Mia syner ikke af noget særligt, men man skal ikke lade sig narre. Så snart man kommer inden for døren er der et leben. En stor opslagstavle på væggen er propfyldt med mange gode aktiviteter og tilbud. Det er således let for brugerne at møde andre ligesindede, så man både kan snakke hyggeligt og alvorligt.

Og der er en stor forståelse for, at nogle har behov for at være sig selv, mens andre ønsker at dele deres erfaringer med andre.

Enhver kan komme frit ind fra gaden. Der kræves således hverken henvisning eller medlemskab. Der foregår ingen registrering med personnummer eller adresse. Til de interne optegnelser laver en Mamma Mia en statistik. Det seneste år har der således været 350 forskellige bruger på værestedet på Utterslev Torv – og det er alt fra fem minutter til hver eneste dag.

Mamma Mia holder åbent 365 dage – altså hver eneste dag året rundt. I gennemsnit kommer der mindst 30 brugere om dagen. En del af brugerne er særdeles aktive. De er med til de mange sociale arrangementer eller tilmelder sig Mamma Mias mange forskellige skolehold.

Brugerindflydelse

Da Brønshøj-Husum Avis kom på besøg i onsdags skete det midt under brugermødet. Der blev serveret kaffe og frugtgrød, mens dagens emner blev diskuteret livligt. Netop brugerindflydelsen er noget som alle brugere værdsætter. Alle føler, at de har en chance for at blive taget alvorligt. Og ikke mindst hørt.

Det er tydeligt at mange af brugerne har et godt og indgående kendskab til hinanden: – Det skyldes, at vi er gode til at værne om hinanden. Nogle af os har oprettet en helt frivillig telefontjeneste, hvor man kan skrive sig på, fortæller en bruger.

Hvis én ikke har vist sig et stykke tid eller har bedt om at blive ringet op, så sættes telefontjenesten i gang – og det sker uden personalets indblanding. Omsorg og hjælpsomhed er kernen i det frivillige arbejde, som mange af brugerne også bidrager med.

Værestedets café er et naturligt centrum. Her kan man både købe en kop kaffe eller noget at spise. Man kan læse avis og se fjernsyn. Man kan finde et sted at være alene, eller man kan være sammen med andre i nogle af de mange aktiviteter. Særligt populær er computerstuen, hvor brugerne ganske gratis kan benytte internettet.

Mange tilbud

Mamma Mia arrangerer både ture til teater, biograf, museer og restaurant. Der er også ture til både Danmark og udlandet.

“Mamma Mia Nabo Skolen” er en særdeles rummelig skole med mange og forskelligartede tilbud til brugerne. Der er oprettet hold til kropsbevidsthed, billedkunst og maleri, IT-undervisning, guitarspil, sang, hjemmelavet mad, yoga, kreativ skrivning, tai-chi og filosofi.

Hvis en af brugerne er indlagt, så er vennerne på Mamma Mia også flinke til at sende et lille kort – eller møde op hos vedkommende med chokolade og blomster.

“Her på stedet rummer vi hinanden, syng det højt, så alle forstår” hedder det i Mamma Mias egen sang.

Det er hermed gjort.

Det siger brugerne

Anonym, bruger

– Mamma Mia er for mig en meget fleksibel blæksprutte, som bakker mig op i forbindelse med de forskellige udfordringer, som jeg møder på min vej. Den bredt kvalificerede personalegruppe har med årene fået et dybtgående kendskab til mig, og det er meget vigtigt for mig. Mamma Mia er også en velfunderet basis for mig, soam jeg bruger til at erobre den omliggende verden fra, dvs. jeg går ud i verdenen, og Mamma Mia bakker mig op der, hvor jeg har behov for støtte. Mamma Mia giver mig stadigvæk efter 10 år et uvurderligt modspil og er hjælp til selvhjælp.

Per Nielsen, bruger og frivillig

– For 13 år siden var jeg nede i et dybt hul, efter at min kæreste blev dræbt i en højresvingsulykke. Jeg fandt en brochure om Mamma Mia og er kommet her siden. Det helt særlig ved Mamma Mia er nærheden, trygheden og genkendelighed, som de små væresteder besidder.

Gitte Künkels, bruger og frivillig

– I 20 år var jeg sagsbehandler på et jobcenter, så jeg kender systemet i detaljer. Jeg har været væk fra arbejdet i 11 år, men er nu kommet i aktivering. Æren tilskriver jeg Mamma Mia, for var jeg ikke kommet her, var jeg formentlig endt som kastebold.

Bettina Sørensen, bruger

– Jeg fik en henvisning og er kommet her siden oktober. Fra første dag blev der taget imod mig med åbne arme her på Mamma Mia. Der er virkelig plads til alle.

Tina Bidstrup, bruger

Fakta:

– Vores sygdomme kan ikke ses, men ind imellem så svigter systemet, for det er som om, at man kun er noget, hvis man er i stand til at arbejde. Her på Mamma Mia har jeg virkelig fået mit selvværd tilbage. Jeg har fået lov til at vise nogle andre sider af mig selv i de seks år, hvor jeg er kommet her.

* Der er fem professionelle medarbejdere på Mamma Mia, Utterslev Torv 30. Henrik Gundersen er leder for samværs- og aktivitetscentret. Der er tilknyttet en socialpædagog, socialrådgiver, afspændingspædagog, sociolog og psykolog. Der er også tilknyttet en række praktikanter samt en del frivillige, som typisk kommer fire timer om ugen.

* Værestedet har åbent alle dage hele året rundt fra kl. 11. På hverdage lukkes kl. 20, mens der i weekenden og på helligdage lukkes kl. 17 – også juleaften og nytårsaften.

* Mamma Mia har også sin egen sang, der går på melodien “Kom og syn en enkelt sang om frihed”.

* Lasse Kjellerup har netop lavet en ti minutters dokumentarfilm om Mamma Mia. Filmen kan snart opleves på Mamma Mias facebookside.

* Både Bispebjerg Hospital og distriktspsykiatrien er opmærksom på Mamma Mias tilbud og henviser derfor til samværs- og aktivitetscentret.

* En mandlig bruger skrev følgende aktivitetsliste til Brønshøj-Husum Avis:

Snak i cafeen, avislæsning, soveplads, fjernsynsstue, skoledeltagelse, udflugter, brugermøder, madlavning, stå i baren, brusebad, tøjvask, spille skak og andre spil, gåture, løbeture, computerarbejde, mandegruppe, kvindegruppe og svømning.

Mamma Mia Baren

Martin står ofte bag baren i cafeen og skænker kaffe. Foto: Jan Løfberg.

Mamma Mia Kvindegruppe

Der er både en kvinde- og en mandegruppe på Mamma Mia. Foto: Jan Løfberg.

Mamma Mia Computerrum

Der er altid stor aktivitet i computerrummet. Foto: Jan Løfberg.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top