Oprykkere med bid i kommer på besøg
Brønshøj tager på lørdag mod oprykkerne fra AB Tårnby. Det vil være første gang, at hvepsene og gæsterne fra Amager mødes i en officiel kamp.

Brønshøj måtte indkassere et snævert 1-2 nederlag til lokalrivalerne fra AB i seneste hjemmekamp, og hvepsene gjorde det bestemt ikke nemmere for sig selv, da de efter bare 3 minutter både fik en mand vist ud og kom bagud 0-1. Jesper Hansens tropper kæmpede dog forbilledligt, og formåede også at få udligne, men AB tog alligevel alle 3 point, da de scorede kampens sidste mål godt 10 minutter før tid.

AB Tårnby fik en skidt start på sæsonen, hvor de led nederlag i de første 3 kampe, men fik så vendt bøtten og tog 2 sejre i træk. Men det er som nævnt en lidt ukendt størrelse for Brønshøj, da de eneste opgør mod amagerkanerne er to venskabskampe, der blev spillet hhv. sidste efterår og i foråret 2010. AB Tårnby har dog en gammel Brønshøj-kending og tidligere fanfavorit på holdet, da evig og altid kæmpende Søren Weibel, nu tørner ud for Amager-holdet.

Der er tale om en kamp mellem en nedrykker og en oprykker, og det skulle meget gerne ende med 3 point til hvepsene, men i de kampe, som AB Tårnby har spillet indtil videre har de formået at give modstanderne kamp til stregen, så det er bestemt ikke nogen nem opgave, der venter Brønshøj på lørdag.

Men vi håber på at se rigtig mange fans på lægterne, når kampen fløjtes i gang på lørdag kl. 15.

Derudover ønsker vi AB Tårnbys spillere og supportere velkommen til en forhåbentlig god og velspillet kamp.

Dommer: Martin Køster

Linjevogtere: Sebastian Aagerup og ikke offentliggjort af DBU

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top