Vi skal bare have det hyggeligt
voksenvenner.jpg
Nanja van Wessen nyder at have besøg af Mathilde, og Helene Pedersen er glad for, at Nanja kan give hendes datter nogle dejlige oplevelser. Foto: DB
Chokoladen bydes rundt fra en fin lille kagedåse og hun finder et spil frem fra hylden. Snart fem-årige Mathilde bevæger sig scenevant rundt i lejligheden hos sin voksenven, Nanja van Wessen, som hun har kendt det sidste halve år.

Mathildes mor, Helene Pedersen, er alene med to børn – Magnus på 12 år og så Mathilde. Før Helenes mor blev alvorlig syg havde hun Helenes børn hver anden weekend, hvilket gav familien et pusterum.

– Min mor kunne ikke klare det længere, så derfor kontaktede jeg “Voksenvenner” for at høre, om de kunne hjælpe mig med lidt aflastning, fortæller Helene, der er studerende og som Nanja bor hun i Brønshøj.

Der gik nøjagtigt en uge, så hørte Helene fra Nanja, som skulle møde familien og finde ud af, om kemien var der mellem hende og Mathilde. Desværre blev der ingen voksenven til Magnus, da der er mangel på mandlige voksenvenner.

Savner børn

-Jeg syntes egentlig, at Mathilde var lidt lille. Normalt skal børnene være seks år, inden man kan få en voksenven, fortæller Nanja, der dog besluttede, at hun synes de kunne være sjovt med et mindre barn, som hun kunne følge i længere tid.

Nanja er hollænder og har boet i Danmark de sidste 10 år.

-Jeg har ingen børn selv og min familie bor i Holland og Tyskland, og jeg har ikke venner, der har så små børn. Jeg savner at have børn omkring mig – også selvom jeg har det til hverdag, fortæller Nanja, der arbejder som pædagog i Sandholmlejren.

-Det er noget andet at arbejde med børn, end det er at have en personlig relation til et barn. Det her er et stykke frivilligt arbejde, og det skal bare være hyggeligt, fortæller Nanja, der indtil videre har haft besøg af Mathilde seks gange.

Tid til mig selv

Det betyder rigtig meget for Helene, at Mathilde er glad for at komme hos Nanja, da det giver hende lidt til at gøre de ting, som hun ikke når i en travl hverdag.

-Nu får jeg mulighed for at gøre rent eller lave noget med min ældste. Det er også skønt at få et øjeblik til mig selv og vide, at ens barn får nogle oplevelser, som jeg ikke selv lige har overskud til at give hende, fortæller Helene.

Indtil videre har der ikke været så faste rammer for Nanja og Mathildes samvær – mest fordi der har været sommerferie.

Indtil videre har det været seks timer om lørdagen, hvor de har været på lejeplads, spillet spil og lavet mad sammen.

-Jeg glæder mig til at vi kommer ind i en rytme. Vi kan ikke være så spontane endnu, da Mathilde er så lille. Hun skal stadigvæk forberedes på vores samvær, fortæller Nanja og smiler til Mathilde og tager hende i hånden og går ud i den fantastiske gårdhave, hvor der er masser af legeredskaber. -Det er nu een gang sjovere at gå ud i gårdhaven, når man har et barn med derud, fastslår Nanja.

Den 1. oktober 2015 fyldte Børns Voksenvenner 25 år. Det fejrede Københavns lokalafdeling med en jubilæumsfest for alle vores børn, forældre og voksenvenner.

Siden 1. oktober 1990 har Børns Voksenvenner København skabt mange hundrede venskaber mellem børn med et spinkelt familienetværk og ressourcestærke, frivillige voksne. Venskaberne forebygger ensomhed, social udstødning, kriminalitet og skaber selvværd, glæde og nye rollemodeller for børn. Se mere om vores arbejde her:

www.voksenven.dk/koebenhavn

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top