Borgermøde om Tingbjerg og Bystævneparken
Fællesmøde-om-byudvikling-2-091115-MIKAL-SCHLOSSER.jpg
Mere end 100 deltog i borgermødet i hallen ved Tingbjerg Skole. Foto: Mikal Schlosser
De lokale boligselskaber og Københavns Kommune holdt i sidste uge offentligt møde om planerne for den kommende udvikling, hvor kommunen har afsat 23 mio. kr. til 1. fase

Overborgmester Frank Jensen lagde på mødet ud med at opridse de langsigtede mål for udviklingen i Tingbjerg og i Bystævneparken. – Det handler om at have attraktive boligtilbud med blandede ejerformer, at styrke det lokale erhvervsliv, at få flere funktioner i områderne samt at have kvarterer, der er åbne, og hvor det er trygt at færdes, sagde Frank Jensen. Han tilføjede, at beboerne i Tingbjerg skal være en del af den kommende udvikling, og at Tingbjerg er inde i en positiv udvikling, hvor der allerede nu sker noget – blandt andet det igangværende byggeri af et nyt kulturhus på Skolesiden.

Også kritiske røster

Det var dog ikke alle deltagere i mødet, der var ligeså begejstret for projektet som overborgmesteren. En deltager fik bifald for at fortælle, at han var ved at falde ned af stolen, da han havde hørt, at der skal bygges på de grønne områder blandt andet ved Utterslev Mose. En anden deltager sagde nej tak til at åbne Tingbjerg trafikalt mod Gladsaxe og Hareskovvejen, mens en tredje omtalte den kommunale anvisningsret og de “svage” beboere. Endelig udtalte en deltager kritik af den manglende orientering af beboerne samt en noget langtrukken igangværende renovering af lejlighederne.

Fase 1

Første fase af byudviklingsplanerne drejer sig om Ruten i Tingbjerg, herunder de to torve, samt en total ændring af Bystævneparken, hvor det planlægges at nedrive det meste af den nuværende bebyggelse og bygge en ny blandet bebyggelse, der henvender sig til både ældre, familier og unge.
De kommunale 23 mio. kr., der er afsat i budgettet skal primært anvendes til initiativer omkring udvikling af Lille Torv, en plads ved det nye kulturhus i Tingbjerg sti- og vejforbindelser samt udarbejdelse af lokalplaner.

En ledende medarbejder fra administrationsselskabet KAB fremsatte på mødet påstand om, at en artikel i Brønshøj-Husum Avis i maj i år fejlagtigt havde oplyst, at boligselskabet SAB havde besluttet at sælge Lille Torv i Tingbjerg. Det er imidlertid ikke avisens troværdighed, der kan anfægtes, hvilket fremgår af både SAB´s eget blad (primo maj), referat fra bestyrelsesmøde i SAB (april) samt KAB´s egen hjemmeside.

Red.

Overborgmester Frank Jensen til fællesmøde om byudvikling 091115 MIKAL SCHLOSSER

Overborgmester Frank Jensen fortalte om de politiske visioner for byudvikling i Tingbjerg og Bystævneparken. Foto: Mikal Schlosser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top