Et umage par skaber en ny musikoplevelse
Symfoniorkester-01-47-15.jpg
Tyrhan rapper to af sine egne numre til tonerne fra Euphrosyne. Foto: Kaj Bonne
Det bliver noget helt nyt og et anderledes match, når bydelens lokale symfoniorkester Euphrosyne og tre unge rappere fra Livsbanen går på scenen den 21. november og omdanner klassisk musik og rap til et symfonisk samspil i Ibsens Peer Gynt

Podiet til dirigenten står på sin plads midt på gulvet i teatersalen på Korsager Skole. De fleste af musikerne har indfundet sig og er i gang med at stemme deres instrumenter, og de tre unge rappere fra Tingbjerg, Beni, Tyrhan og Hassan, er sammen med den kreative leder fra Livsbanen, Jesper Willeforte klar til at komme i gang med generalprøven.

-Det er femte gang, at rapperne og symfoniorkesteret øver Per Gynt, og de tre unge mænd kender godt Henrik Ibsens historie om Peer, der bliver mobbet ud af lokalsamfundet og har svært ved at finde sin identitet, fra det virkelige liv. Beni, Tyrhan og Hassan har nemlig selv skrevet numre om emnet, som de rapper akkompagneret af symfoniorkestret.

Det klassiske musik er lidt en udfordring for rapperne, især synes Tyrhan, at det er lidt svært med takten og at det hele er så langsommeligt.

-Der skal rettes en del undervejs, når vi er i gang, og så kan det være svært at have tålmodighed til hele tiden at skulle vente, fortæller Tyrhan, der er én af de tre rappere, som allerede er blevet landskendt. Han var nemlig først på året med i det danske MGP og har siden hen været rundt i landet med sine numre.

Beni, Tyrhan og Hassan synes, det har været en sjov oplevelse at spille med symfoniorkestret, men de har også haft fornemmelsen af, at der var nogle barriere, som skulle brydes.

-Vi bruger nok nogle ord, som de ikke kender i orkestret. Vi kommer jo fra ghettoen, siger Tyrhan med et grin.

Oboisten Henrik Larsen, der har spillet i orkestret siden 2013, har været utrolig glad for samarbejdet med rapperne.

-Det er en musikgenre, vi aldrig før har prøvet. Men det er godt og spændende, og det har givet et andet drive i orkestret. Det er sundt at få nogle ideer udefra og noget inspiration. Det er kunst, der skabes, men vi får også samfundsmæssige aspekter ind i samarbejdet, siger Henrik Larsen.

Dog vil han også bekræfte Tyrhans mistanke om sprogbarrieren.

-Jeg har problemer med at forstår nogle af de ord, som drengene synger, men samtidig forstår jeg tonen og associationen med musikken.

Peer Gynt

Ibsens Peer Gynt drama handler jo om den unge Peer der bliver mobbet. Han søger anerkendelse, han vil blive til noget, til nogen – allerhelst sig selv. Men hvordan skaber man sin egen identitet, når så meget står i vejen fra omverdenen? Identitet er et individuelt projekt. Indordne sig under rammer, regler og dogmer, som andre har formuleret, er ikke noget der passer den unge Peer, og derfor må han slå sig i tøjret, han flygter. Peer rejser men han når reelt aldrig langt. Ibsen stiller et nationalklenodie i vejen nemlig selveste Dovergubben. Her kan han såmænd godt være sig selv – jeg i højeste potens! Nemlig sig selv – nok! Dovregubbens krav om, at Peer må give afkald på sand menneskelighed for at være “sig selv nok” – er skrækindjagende nærværende den dag i dag: Mens vi ser flygtninge bane sig vej gennem kroatiske majsmarker eller skylles op på stranden på Lesbos, udfordres vi på hele vores register af menneskelig deltagelse.

Peer Gynt kan opleves på
Kulturstationen i Vanløse.
Frode Jakobsens Plads 4 kl. 15.
Der er gratis adgang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top