Her skal man være forberedt på en krammer
Tingbjerg-Kirke-02-45-15.jpg
-Det er 6. gang, at der er lavet ”Mad til alle” i Diakoniens Hus. Foto: Kaj Bonne
Der dufter liftligt af mad, når man træder ind i Diakoniens Hus om fredagen ved 11.00 tiden. Her serveres der nemlig gratis mad til dem, der måtte have lyst

Hver torsdag kommer der en bil med fødevarer fra Fødevarebanken. Det er mad, som er ved at nå sidste udløbsdato og som Diakoniens Hus har abonnement på. Hver fredag er der fuld gang i gryder og pander. Under ledelse af kirke- og kulturmedarbejder Maja Rüegger, er en skare på 6 frivillige, der kaster deres kærlighed og varme ind i projektet og det fællesskab, der er rammen for “Mad til alle”.

Der er dækket op med pæne duge og servietter og for enden står der en overdådig buffet med alt fra hakkebøffer, salater, kylling, sild, friskbagt brød og desserter.

Vi har sat projektet “Mad til alle” i gang ud fra, at der er mange i Tingbjerg, der har brug for et sted at komme. “Mad til alle” skal være med til at skabe trivsel og fællesskaber i Tingbjerg på tværs, og så er vi samtidig med til at minimere madspil, fortæller Maja Rüegger.

Her er der plads til alle

Diakonisens Hus, som er den tidligere præstebolig, er et sted, man skal kunne komme som det menneske man er – uanset om man har en anden religion eller har sociale og psykiske problemer.

-Hvad er det at tale om evangeliet, hvis man ikke kan omsætte det til næstekærlighed, tilføjer Maja Rüegger.

Man kan mærke nærheden, og samtalen går på kryds og tværs. Ved et af bordene sidder Ruta fra Litauen- Hun kommer kun pga et gratis måltid mad, mens Nancy, der sidder ved et andet bord, mest kommer for det sociale og fordi, der er højt til loftet.

-Det er det første sted, hvor jeg har følt, man bliver respekteret, for den man er. Og når man kommer så tit, så bliver det jo lidt familieagtigt, fortæller Nancy, der kommer i Tinbjerg Kirke og i Diakoniens Hus flere gange om ugen.

Også muslimske Fatima og Ali, som er irakisk og kristen, er flittige bruger af Diakoniens hus. De komme også for det sociale og for at nyde en kop kaffe og et godt måltid mad.

-Man skal være forberedt på at få krammere her i huset. Vi ser ikke på folks baggrund og religion. Man behøver heller ikke være udsat for at komme her, fastslår Maja Rüegger og tilføjer, at det også er et godt sted at opleve danskhed.

Diakoniens Hus har åbent tirsdag til fredag. Der foregår altid et eller andet og så er der brød og kaffe på kanden. Maja Rüegger siger, at der er cirka 25 besøgende på en dag, men at der er 300 som bruger stedet jævnligt.

-Vi har ikke reklameret så meget for “Mad til alle” endnu, men vi vil gerne have, at det vokser, fortæller Maja Rüegger.

Det foregår der i Diakoniens Hus

Der er en genbrugs butik “Tørresnoren” med tøj og sko. Der er strikkeklub om tirsdage og torsdage, hvor der blandt andet bliver strikket sokker til hjemløse. Om onsdagen kan man få massage. Tidsbestilling foregår på selve dagen. Tre dage om ugen tilbydes der gratis professionel rådgivning af socialrådgiver Masti Guntern. Her kan man få hjælpe til social, økonomiske, familiære problemstillinger. Henvendelse i husets åbningstid eller ved at ringe til Masti på 51850621

Efterlysning

Diakoniens Socialrådgivningshjørne leder efter frivillige rådgivere, gerne uddannede pensionerede socialrådgivere, skolelærer, jurister. Vi har kontor i Diakoniens Hus, Langhusvej 3 i Tingbjerg.

Indtil videre er vores åbningstider mandag og tirsdag formiddag og torsdag eftermiddag. Hovedopgaverne er bred rådgivning i forhold til juridiske, helbredsmæssige, sociale og økonomiske udfordringer, støtte ved korrespondance med relevante myndigheder, gældsrådgivning og meget mere. Vi går også med til møder i forvaltningerne eller banken, lægen når det viser sig som ønsket og nødvendigt.

Henvendelse gerne til socialraadgiver@tingbjergkirke.dk eller ring til socialrådgiver Masti B. Jutka på mobil: 51 85 06 21 eller 20 64 12 37

Tingbjerg Kirke 01 45-15

-Vi er omkring 25 frivillige, som laver mad på skift, fortæller Maja Rüegger, der formår at få lavet
en lækker buffet ud af varerne fra Fødevarebanken. Foto Kaj Bonne

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top