John må ikke standse på sin egen matrikel
Parkering-på-rabat-45-15.jpg
John Christiansen hjalp en invalid kvinde ud af bilen og kørte hende ind til sit hus. Da han kommer tilbage for at flytte bilen, havde han fået en parkeringsafgift. Foto: Kaj Bonne
Der foregår noget råddent på Brønshøj Kirkevej. Det mener i alle tilfælde John Christiansen, der har boet på vejen i mange år

John Christiansen og de øvrige beboere på Brønshøj Kirkevej har privat vej. Deres matrikel omfatter også en midterrabat og halvdelen af vejen. Man må gerne sætte affald, kæmpe containere eller holde loppemarked i midterrabatten ud for sin matrikel, men man må på ingen måde standse og hjælpe en invalid person ud af bilen.

Det var hvad John Christiansen oplevede, da han i sommer skulle hjælpe en ældre dame ud af bilen ude foran sit hus. Han kunne ikke køre ind i sin egen indkørsel, for så kunne han ikke få kørestolen ud, så han måtte stoppe på sin egen matrikel i midterrabatten.

Det kan ikke være lovens hensigt

-Da jeg kom ud for mit hjem, satte jeg et invalideskilt i forruden, som var tydligt anbragt. Min bil var ulåst. Det var ikke muligt at standse i modsatte vejside, da andre havde parkeret ud for idrætsklubben Fix, og hvis jeg holdt ude på vejen, ville andre ikke kunne komme igennem, fortæller den tidligere kriminalassistent, der godt er klar over, at man ikke må parkere i midterrabatten.

– Det tog mig under et minut at hjælpe den invalide dame hen til vores dør, og da jeg kom ud til bilen mindre end et minut senere, så sad der er standsningsbøde i min forrude. Det er jo helt skørt, siger John Christiansen.

På Brønshøj Kirkevej står beboerne selv for vedligeholdelse. Man skal selv slå græsset i midterrabatten og der skal også skovles sne ud til midt på vejen, men alligevel kan han ikke få lov til at læsse en invalid person ud af sin bil.

-Jeg er sikker på, at det ikke kan være hensigten fra lovgiverne – altså at afgiftspålægge kortvarig invalidetransport med af- og pålæsning ud på egen parcel. Det giver jo ingen mening, siger John Christiansen, der oplever at kommunen selv holder i rabatten, når de har arbejde, der skal klares på Brønshøj Kirkevej.

John Christiansen kontaktede Københavns Kommunes Teknik-og Miljøforvaltning og Center for Parkering, der mener at parkeringsafgiften er lovligt pålagt, og at færdselslovens regler er gældende uanset og det er offentlig eller privat areal. En skriftlig klage, hvor John Christiansen beskrev forløbet, gjorde ikke Københavns Kommunes billede af situationen mere nuanceret og de fastholdt at bøden skulle betales.

-Det morsomme er, at hvis jeg bare havde lagt en lap i forruden hvor der stod, at min bil var havareret og at jeg afventede at få bugseret den væk, så var der ingenting sket, fortæller John Christensen, der mener at der må være mange steder i Danmark hvor folk har været udsat for præcist det samme.

Københavns Kommune er rigide

-Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke har loven på min side. Det er bare urimeligt, da ingen kan vide, at standsning på såvel, privat som offentlig vej generelt er omfattet af loven uden nogen form for skiltning.

Jeg har hørt, at andre kommuner i landet ser igennem fingre med, at invalidekøretøjer under af- og pålæsning overtræder dette generelle standsningsforbud- hvilket i øvrigt også ville klæde Københavns Kommune, da det sagtens kan indgå i de generelle parkeringsbestemmelser for København. Yderligere efterlyser jeg et formål med denne bestemmelse på privat og privat fællesvej, siger John Christiansen.

Jakob Næsager, medlem af Økonomiudvalget og medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Det Konservative Folkeparti undrer sig også over den manglende fleksibilitet i færdselsloven og har henvendt sig til Teknik-og Miljø Borgmester Morten Kabell fra Enhedslisten, men også her var svaret klart – Johan Christiansen havde standset ulovligt og måtte betale bøden.

-Jeg synes Københavns Kommune er alt for rigide. Jeg er målløs. Med en henvendelse til både Miljø-og Teknik forvaltning og til Center for Parkering så må man gå ud fra, at de har fået det samlede billede af situationen. De burde da være taknemlige for at der er folk som John Christiansen, som hjælper andre. Jeg er skuffet over at Kommunen ikke har mere menneskelig forståelse, fastslår Jakob Næsager.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top