Lokalt musiktalent brugte efterårsferien med landets bedste musikere
joachim-fra-brønshøj.jpg
Campen var et godt indspark til at komme videre med musikken, fortæller Joachim. Foto: Privat
Joachim Ersgaard fra Brønshøj blev udtaget blandt musiktalenter fra hele Sjælland til at deltage på en intens camp i Roskilde i efterårsferien. Her har han i fire dage fået undervisning af nogle af landets bedste sangskrivere og producere.

22-årige Joachim Ersgaard er musiker og spiller dansksproget pop. Og selvom musikken svinger gnidningsløst fra den unge musiker, så kan man altid lære mere, som han selv siger. Derfor har han brugt efterårsferien på Music Maker camp i Roskilde, hvor han har arbejdet intensivt med sin musik, mens han er blevet coachet af nogle af landets bedste sangskrivere og producere.

-Det er en enestående chance for at blive inspireret og få andres blik på min musik. Man kan altid lære mere rent musikalsk, men også om sig selv. Campen er et godt indspark til at komme videre, siger Joachim Ersgaard.

Den unge musiker har spillet musik siden han som 5-årig arvede sin morfars guitar, og han har ingen planer om at stoppe lige foreløbig.

-Min plan er at udgive noget i 2016 og de værktøjer, jeg har fået her, vil helt sikkert smitte af på min udgivelse. Jeg håber, at min musik vil bringe et smil på læben hos folk, siger han.

Talentfulde deltagere

Deltagerne på Music Maker er 18-25 år og kommer fra Sjælland. Alle deltagere har erfaring med at skrive deres egen musik, og de er blevet udvalgt på baggrund af deres talent. I alt er seks bands, seks solister og fem elektroniske musikere blevet udtaget blandt flere end 70 ansøgere.

-Det har været en fornøjelse at udvælge deltagerne, for vi fik virkelig meget god musik ind i år. De er udvalgt, fordi vi mener, at de har noget at byde på. I løbet af de fire dage, vil vi gerne udvikle deres originalitet og hjælpe med at hæve deres niveau, siger Michael Møller, som har udvikle programmet.

Udover Michael Møller har deltagerne fået undervisning af Tomas Høffding elektronisk musiker, komponist og producer Bjørn Svin, sangskriver og producer Thomas Stengaard, musiker og producer Rune Borup og forfatter Pablo Llambias.

Bag Music Maker står Bandakademiet, der har specialiseret sig i at udvikle musiktalenter. Music Maker er støttet af Kulturregion Midt/Vestsjælland, Kulturministeriet og Roskilde Kommune.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top