Udstilling og foredrag med Claus Knudtskov
Torsdag d. 5. nov. kl. 17-19 er der fernisering i Pilegården. Oplev en udstilling og et foredrag, der sætter spørgsmålstegn ved den måde, som vi mennesker navigerer rundt på

Claus Knudtskovs værker bevæger sig blandt andet i universet omkring Commedia dell’arte – den italienske maskekomedie. Han er uddannet litograf/typograf og laver både grafiske værker, fotografier og malerier, som alle er meget udtryksfulde både hvad angår motiver, kompositioner og farvevalg. ” Jeg har igennem det meste af mit liv tegnet, malet, lavet grafik og arbejdet med lyset i fotografiet, som jeg prøver at sprænge rammerne i blandt andet ved at lægge farverne ind manuelt og ved hjælp af fotogravure, samt andre fotografiske tekniker. Derudover arbejder jeg med bemalede fotografier og igennem de senere år er oliemaleriet på lærred og mixed media kommet ind sammen med de øvrige udtryk,” udtaler han. Udstillingen i Pilegården byder især på maleri og grafik.

Udover sine egne udstillinger er Claus Knudtskov formand for kunstnergruppen Team-Art.dk, som har syv faste medlemmer. Han har desuden undervist i tegning, grafik, maleri og fotografering i mere end 20 år. I de senere år er det også blevet til flere udgivelser af kunstbøger, eksempelvis “Sweet peace and Other…”, som er en fotobog fra Det Kongelige Teater og “Karnevallo”, som blev til efter flere ture til Italien med blandt andet Venedig. På udstillingen i Pilegården arbejder han videre med temaet “Karnevallo”, men derudover også med temaet “Transparency”, der handler om vores måde at omgås moderne teknologi.

Gratis foredrag

I forbindelse med udstillingen, som kan ses hele november indenfor Café Pilens åbningstid, holder kunstneren desuden et gratis foredrag med titlen “Hvad pokker er det vi går og ser på” torsdag d. 26. nov. kl. 19. Her kommer vi nærmere omkring symboler, farver, former, kompositioner og kendte kunstneres udsagn om maleri og kunst. Undervejs viser Claus eksempler på værker af både nutidige kunstnere og tidligere kunstnere, og der sluttes af med en rask lille debat om det, som er blevet vist. Gratis billetter kan bestilles nu på www.pilegaarden.kk.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top