Ansøgning om toilet i Byparken
Jul-i-Husum-05-49-15.jpg
Julefest i Byparken med mange deltagere. Netop nu arbejdes der på Københavns Rådhus med forslag til en ny toiletplan for kommunen, og det er et lokalt ønsket at Husum Bypark også tilgodeses med et offentligt toilet. Foto: Kaj Bonne.
Lokaludvalget og foreningen Husum Byparks Venner vil gøre parken endnu mere bruger- og nabovenlig

Teknik- og Miljøforvaltningen har netop modtaget en ansøgning om etablering af offentligt toilet i Husum Bypark på Frederikssundsvej mellem Korsager Allé og Husumvej. Lokaludvalget og Områdefornyelse Husum søgte allerede i marts sidste år om bevilling til at få opsat et offentligt toilet i Husum Bypark. Baggrunden for ansøgningen var en række henvendelser fra naboer og brugere af parken, som efterspurgte et sted for værdigt trængende.
Der er dog ikke sket noget siden, og da der fortsat er udfordringer med offentlig urinering i parken, søger Lokaludvalget og foreningen Husum Byparks Venner nu igen bevilling til at få opsat et toilet i parken.
Baggrunden for at anlægge parken var at skabe en åben park, der kunne tiltrække brugere til aktiviteter og ophold. Dette er lykkedes, og parken bliver benyttet flittigt. Den åbne og landskabelige struktur med lav beplantning og færre træer end tidligere gør imidlertid, at naboer og forbipasserende er generet af personer, der tisser i det fri.
Parken indeholder desuden en overdækket scene og et gøglerstik, som gør det muligt at afvikle koncerter, teaterforestillinger, filmaftener mm. Der er i den forbindelse oprettet en eventgruppe, bestående af lokale frivillige, som afholder arrangementer året rundt for at skabe liv i Husum og opfordre folk til at bruge parken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top