Der er plads til alle på måtterne
Judoklub-2.jpg
Judokæmperne under opvarmningen i Brønshøj Judo Clus store lokaler i Grøndal Multicenter. Foto: Christian Ove Carlsson.
Brønshøj Judo Club er en af landets bedste og største klubber herhjemme

Onsdag aften. Der kæmpes på livet løs. Eller hvad det nu hedder, når man kæmper med hinanden i trænings øjemed. Brønshøj Judo Clubs allerbedste kæmpere træner i det københavnske træningssamarbejde med Politiets Idrætsforening og Judoklubben Mitani fra Amager. De bedste elitekæmpere – både ungdom og seniorer – i København er samlet til den ugentlige seance i Grøndal Multicenter.

Et større brag lyder knap to meter foran mig. En af judokæmperne får kastet modstanderen, så rygstykkerne knalder mod måtten. Der findes et japansk udtryk for sådan et kast. Jeg er ikke helt hjemme i terminologien. Det er nu heller ikke så vigtigt, for man kan lære udtrykkene i klubben. På japansk har jeg slået op, at judo betyder “den milde vej”. Navnet kommer af, at de groveste teknikker i jiu-jitsu blev fjernet, så man både kunne træne og kæmpe uden at skade hinanden.

Mens den kastede judokæmper kommer på benene, fortæller Brønshøj Judo Clubs formand Michael Agertoft: – Det vi ser her er spidsen af jetjageren herhjemme. Der er nogle af Danmarks bedste kæmpere og nogle af de mest talentfulde.

Michael Agertoft peger ind på midten af gulvet: – Han hedder Frederik Jørgensen og er fra Politiets Idrætsforening. Han rejser verden rundt for at samle point, så han kan komme med til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro næste år. Det vil være kæmpestort for os alle, hvis han bliver udtaget til OL, for så vil vores sport få den opmærksomhed, den fortjener.

Endnu har Brønshøj Judo Club ikke helt kæmpere på OL-niveau, men klubben har en stribe talenter, der allerede har gjort sig på allerøverste niveau. Således vandt følgende unge kæmpere det danske mesterskab for nylig i Galten: Laura Antvorskov (U15), Jens Bohn, Jacob Agertoft, Jonas Czajkowski, Murad Berdyklychev og Mathias Madsen (alle U18). Der er virkelig grøde i BJCs ungdomsafdeling. Således har BJC fem talenter, der går på Team Danmarks fire-årige gymnasiale uddannelse på Falkonergården.

Der tages hånd om alle medlemmer i BJC. Helt ned til seks-årsalderen iføres børnene en judodragt og lærer både regler og disciplin. BJC driver endda også et motorikværksted. Dette hold er for børn op til 8 år. Der leges og trænes både struktureret og frit i klubbens motorikværksted. I legene indgår elementer fra judo, men fokus er rettet mod barnets motoriske færdigheder. Motoriktræningen foregår hver lørdag formiddag, mens begynderholdet og de øvede børn træner tirsdag og torsdag eftermiddag.

 

Brønshøj Judo Club er stiftet i 1954 og har op gennem tiderne været en af Danmarks mest markante klubber på judo-scenen. Blandt andet var klubbens 1. divisions hold ubesejrede holdmestre i 12 år i træk op gennem halvfjerdserne og i begyndelsen af firserne. I 2011 sikrede klubbens herrehold sig bronzemedaljerne ved DM.

BJC holder til i Grøndal Multicenter, hvor vi har et af Danmarks største fastliggende måttearealer på 232 kvadratmeter. Klubben har ca. 200 medlemmer og er dermed en af Danmarks største judoklubber. Klubbens trænere deltager løbende på en række instruktør- og idrætskurser, og underviser otte børnehold og fire ungdoms- og voksenhold. Klubben træner hver hverdag i Grøndals Multicenter.

BJCs målsætninger:

1)
At skabe en rød tråd i talentarbejdet med kæmpere i alle relevante årgange

2)
At have et bæredygtigt samarbejde med Judo Copenhagen.

3) At have et kompetent tilbud til alle breddeudøvere.

Judoklub 1

Nogle af Danmarks bedste judokømpere – både kvinder og mænd – træner i Brønshøj Judo Club i et københavnsk elitesamarbejde. Foto: Christian Ove Carlsson.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top