Onsdag 26. juli 2017
Foto: Kaj Bonne
Handskemagerne overtager ”Pejsegaarden”
Koreografen og ”Vild med Dans” dommeren, Britt Bendixen satte i foråret sin gamle danseskole ”Pejsegaarden” til salg for 8,5 mio. kr., og hermed blev der sat punktum for hendes families 70 års dansedynasti på matriklen.
Skrevet af Dorthe Brandborg - 18. december 2015, 11:42:10

I årenes løb er der vundet meget guld og holdt mange gode fester i de smukke, historiske lokaler, og de rammer var så tillokkende for Ronnie og Nikolai Handskemager, at de 1. december overtog butikken og hermed kastede sig hovedkulds ud i et projekt, som er opfyldelsen af en masse drømme.

-Jeg har vidst, hvad Pejsegården var hele mit liv. Jeg har beundret Britt Bendixen i al min tid som danser, og det er med stor ærefrygt, at min mand og jeg nu sætter os på stedet for at føre stafetten videre. Nikolai og jeg skal nemlig både have dans og bringe selskabslokalerne tilbage til fordums standard og storhed, siger Ronnie Handskemager.

-Med hensyn til selskabslokalerne, som har været lukkede i omkring 15 år, handler det om at restaurere og samtidig bevare. Det skal gøres med respekt, så den gamle stemning fortsat kan fornemmes i de historiske lokaler, tilføjer Nikolai.

Foreløbig er parret gået i gang med at rydde op og ud. Det handler om at danne sig et overblik, for stedet trænger til en gennemgribende kærlig hånd. Lige nu arbejdes der meget på at rydde have og få de større anlægsarbejder sat i gang. Der skal bl.a. indlægges fjernvarme, alle vinduer og døre skal skiftes og hele bygningen skal males udvendigt og indvendigt.

-Inventaret skal også renoveres. I Vores bevarelsesprojekt indgår, at f.eks. de gamle guldstole skal ompolstres og der skal findes tapeter med gamle guldmønstre, så storheden kommer tilbage i salene, fortæller Nikolai.

-Siden min medvirken i ’Vild med dans’, hvor Saseline Sørensen og jeg nåede en 6., og jeg begyndte med ’De Dansende Divaer’ – altså mine dansehold for overvægtige kvinder – er min danseskole vokset med ekspresfart. Vi er så at sige vokset ud af vores store dejlige danseskole i Vanløse, og derfor udvider vi den nu med “Pejsegaarden”. Her vil mine dansehold efterhånden flytte ind. Vi udvider allerede fra januar, så der bliver flere hold for både divaer, pardans og andet dans. Samtidig er planen at udvide med pilates og yoga samt en hel masse dans for børn og unge efter sommerferien. Af samme grund etablerer vi også et større cafe-område, så vores brugere og andre der har lyst kan få sig en kop kaffe eller et glas vin og hygge sig ved pejsen eller på terrassen, forklarer Ronnie.

Lige nu er parret i gang med at booke selskaber til næste år, og derfor er der voldsom travlhed, for der har allerede været forespørgsler til starten af januar.

-Det er så vigtigt at indfri folks forventninger om elegance og drømme, for det handler ofte om deres livs store øjeblikke i forbindelse med bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og andet mindeværdigt, fortæller parret.

 

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter