Mødrehjælpen gav tomme julegaver til københavnerne
mødrehjælpen.jpg
Mødrehjælpen delte 25. november tomme julegaver ud på Københavns Hovedbanegård for at gøre opmærksom på, at tusindvis af børn kan se frem til en jul uden gaver og julemad. Foto: Mødrehjælpen.
Rekordmange børn kan se frem til en jul uden gaver – i København har Mødrehjælpen modtaget 35 % flere ansøgninger end sidste år

Duften af julemad i køkkenet, gaver under træet og glade forældre. Sådan burde julen se ud for alle børn. Desværre er det ikke tilfældet for rigtig mange børnefamilier i Danmark.
Derfor uddelte Mødrehjælpen 25. november tomme julegaver ud på Københavns Hovedbanegård til den travle morgentrafik for at gøre opmærksom på, at tusindvis af børn kan se frem til en jul uden gaver og julemad.
”For de fleste er december en hyggelig måned, hvor man tæller ned og glæder sig til juleaften. Vi kan let glemme, at der er familier i Danmark, hvor december er én lang mavepine af bekymringer, og hvor der ikke er noget at glæde sig til 24. december. Det er rigtig hårdt for de børn, som kommer tilbage fra juleferien uden glædelige oplevelser at dele med vennerne i klassen eller børnehaven,” siger Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.
Mødrehjælpen har på nuværende tidspunkt modtaget rekordmange ansøgninger om julehjælp. Alene i København har 35 % flere børnefamilier allerede søgt om julehjælp sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
”Vi er overvældet over det store antal ansøgninger. Der er et rigtig stort behov i år. Alle børn fortjener en god jul, for de er ikke herre over deres forældres situation. Derfor samler vi ind, så børnene i de familier kan få en juleaften at glæde sig til,” siger Mads Roke Clausen.
Du kan støtte Mødrehjælpens juleindsamling på: https://moedrehjaelpen.dk/jul/
Eller MobilePay tlf. 42 26 26 26.

Mødrehjælpens juleindsamling:
Mødrehjælpen deler julehjælp ud til de familier med det største behov. For at komme i betragtning til julehjælp skal man, udover at have hjemmeboende børn eller fast samværsaftale og et lavt rådighedsbeløb, også have været ude for en social hændelse, der gør hverdagen og økonomien svær at overskue. Både mødre og fædre kan søge, og der er ansøgningsfrist 17. december. Julehjælpen er et pengebeløb, der overføres til modtagerens konto.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top