Rør blot ikke ved min gamle jul
Bagedyst-01-49-15.jpg
Pernille Stigsgaard Morthensen. Foto: Kaj Bonne.
Hjemme hos Pernille Stigsgaard Morthensen går man i gang med julen i god tid – og næsten alt er hjemmelavet

Pernille, som de fleste kender fra årets ”Den Store Bagedyst”, er en rigtig feinschmecker – og det er hun også, når det gælder julen. Det er den årstid, hvor hun virkelig får lov til at bruge og vise sin kreative sans med alt fra hjemmestrikkede juleguilander, filtede nissehuer, nisser og engle. Også den skønne traditionelle julebag får en tvist af Pernilles skævhed og sans for gode smage.
-Jeg elsker simpelthen julen. Jeg er meget traditionsbundet, og jeg elsker hyggen, arrangementerne og julebagen – simpelthen alt hvad der er forbundet med jul. Det vigtigste i min jul, og noget jeg bestemt ikke kan undvære, er at komme i kirke. Der begynder det hele. Når orglet sætter i gang, så kan jeg godt sidde og fælde en tåre. Det er simpelthen så smukt, fortæller Pernille, der allerede er i fuld gang med at gøre klar til at holde en rigtig familiejul hjemme i Brønshøj.

Manden savner Pernilles hjemmebag
Pernille gør meget ud af, at maden skal være hjemmelavet, og en af hendes all time favoritter er sønderjysk grønlangkål med stærk sennep, surt, brunede kartofler og pølse.
-Men juleaften står den på and og hjemmelavet rødkål, fortæller Pernille, mens hun finder skåle og ingredienser frem, så hun kan komme til at bage.
Pernilles skønne børn Elvira på seks år og Ludvig på 2 år elsker også at få lov til at hjælpe deres mor i køkkenet. Som deres mor er de også glade for at bage. Også Pernilles mand, musiker Anders Stigsgaard har en sød tand og ser frem til sin kones hjemmebag.
-Vi har fået for lidt hjemmebag på det sidste. Pernille har desværre ikke været så meget hjemme, mens hun har lavet tv. Så der har ikke været så meget hjemmebagt brød, som der plejer, indskyder Anders med et smil.
Udover bagningen er håndarbejdslæreren også en knag til at strikke, syg og filte, og nede i kælderen har hun indrettet sit eget julemandsværksted, hvor der bliver produceret både gaver og julepynt på symaskinen. Mange af børnenes gaver i pakkekalenderen er hjemmestrikket tøj og legetøj.
-Træet har også mange hjemmelavede ornamenter. Lige nu skal jeg i gang med at filte nogle engle og nogle nye guilander i perlemor og med guldsnor. Selvfølgelig kommer der også julekugler på træet, for der skal jo være noget, der glitre, fastslår Pernille og tilføjer, at hun håber, at der er mange danskere, der har ”Den Store Bagedyst-Alle de bedste opskrifter” liggende under juletræet i år. I Bogen finder man alle de lækre opskrifter fra programmet.

Mine ønsker
Selv er den 42-årige skolelærer ikke for gammel til at have ønsker, og på hendes liste står der alt fra både tøj, kogebøger, chokoladeform og dæk til sine to gamle Morris 1000.
-Jeg ønsker mig også en ansigtsbehandling, for mit ansigt trænger til lidt kærlighed, tilføjer Pernille med en kæmpe latter.
Hun synes det har været en berigende oplevelse at være med i bagedysten, men det har også taget en masse tid.
-Jeg har været ude til at par foredrag og fortalt om ”Den Store Bagedyst”, men jeg har endnu ikke fundet den helt lysende ide til, hvad jeg skal bruge oplevelsen til. Lige nu prøver jeg mig frem, fortæller Pernille, der kan opleves i endnu en omgang bagedyst – nemlig i ”Den Store Jule-og Nytårs Bagedyst”, hvor hun bager sammen med sin nevø.
De næste tre uger vil Pernille dele nogle af sine allerbedste juleopskrifter med Brønshøj-Husum Avis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top