Spændende gave til ByToften
legehus1.jpg
Børnene er vilde med deres nye legehus, og de unge mænd synes det er skønt, at de har lavet noget brugbart. Foto: Kaj Bonne.
Der blev hurtigt rift om det nye legehus, da Børnehaven ByToften i sidste uge kunne indvie en flot gave fra fem unge mænd

Lidt generte står Brian Thor, Michael og de to Rasmus´er og kigger på børnehavebørnene, der nærmest sidder på lårene af hinanden, for at få lov til at bruge den nye legefacilitet, som de unge mænd kort forinden havde rullet ind på ByToftens legeplads.
De fem unger er studerende er i gang med en 3-årig ungdomsuddannelse på STU. Formålet for ungdomsuddannelse er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlig, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse. Og i sidste uge afleverede de så deres første større projekt til forventningsfulde børn.
-Det har både været hårdt men også sjovt, at lave huset, indrømmer Brian, der sammen med kammeraterne har været i gang med projektet i tre måneder.
Det er arkitekt og lærer Nick Skovgaard, der har udtænkt ideen, og hans inspiration har været slotte og eventyr. De tre toppe i ”slottet” symboliserer tre forskellige kulturer – en løgkuppel, en pagode og taget på et fransk slot.
-Drengene har selv modelleret toppene i ler og bygget huset i styropor, acrylgips og til sidst er det lakeret, så det kan tåle frost og hårdt vejr, fortæller Nick Skovgaard, der også har haft børnehaven og pædagog Carsten Andersen med på sidelinjen.
-Børnehaven har været på besøg og fulgt processen, tilføjer Carsten Andersen, der synes det er et fantastisk stykke arbejde, der er blevet udført.
-Ja, de studerende skal have ros. Det er nemlig ikke gode til at give sig selv den, tilføjer Nick Skovgaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top