Tidligere hjælp til overvægtige børn
Fotograf_Mark_Thyrring097.jpg
Motion indgår som et væsentligt element, når man skal tabe sig. BørneVægtsCentret ligger på Vesterbro, men er et tilbud til børn og familier med svær overvægt i hele Københavns Kommune. Der kan i dag komme 190 nye børn på centeret om året. Hvert femte barn i centeret kommer fra Vanløse og Brønshøj Husum. Et forløb i centret varer i gennemsnit 1½ år. Foto: Mark Thyrring
2,7 % af skolebørnene i Vanløse og Brønshøj Husum er svært overvægtige. For dem er der hjælp at hente på BørneVægtsCentret

Centret har succes med at få svært overvægtige børn til at ændre deres livsstil og opnå vægttab eller fastholde deres vægt, og succesen er størst blandt de yngste børn. Derfor åbner centeret fremover dørene for børn på seks år, der kan få glæde af motionstilbud, madværksted og familiesamtaler på centeret. Syv ud af ti børn der gennemfører mindst et års forløb på centeret taber sig, og der er flere blandt de yngre end de ældre børn, der får bugt med de overflødige kilo. Det viser en ny evaluering af centerets tilbud, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har lavet.

Hjælp til hele familien

– Resultaterne fra BørneVægtsCentret er meget flotte. Derfor er det godt, at vi udvider ordningen, så de overvægtige børn kan få hjælp tidligere end i dag, og inden deres overvægt får for store konsekvenser for deres sundhed og trivsel. For mange af børnene betyder tilbuddet ikke alene, at de taber sig, men også at de får det bedre med sig selv og deres kammerater, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.
Evaluering viser også, at effekten af tilbuddet er uafhængig af forældres uddannelsesniveau, etniske baggrund og tilknytning til arbejdsmarkedet. -Jeg er rigtig glad for, at vi her har et tilbud, der kan hjælpe alle uanset social baggrund. Resultaterne taler for sig selv, og det er glædeligt, at familier der også kæmper med andre problemer end overvægt formår at ændre livsstil og få nye kost- og motionsvaner, siger Ninna Thomsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top