Mandag 25. september 2017
Casper Henningsen tryllede på kunststoffet i Tingbjerg, og det frydede tilskuerne. Foto: Christian Ove Carlsson.
Aggressive hvepse i vinterkulden
Brønshøj var en klasse bedre end Nykøbing FC i årets første træningskamp
Skrevet af Jan Løfberg - 25. januar 2016, 13:24:41

Brr. Det var koldt i lørdags, da Brønshøj Boldklubs divisionsspillere spillede årets første træningskampe på kunststofbanen i Tingbjerg. Trænerteamet Jesper Hansen og Poul Olesen fik hele truppen omkring 1. holdet i spil. Jesper Hansen slap for kulden, for han var med U19-landsholdet I Tyrkiet i sin egenskab af målmandstræner. Poul Olesen måtte sammen med os andre fryse med anstand.

Hvepsenes mest oplagte startopstilling til forårets oprykningsspil til 1. division spillede mod kollegerne fra Nykøbing FC. Når oprykningsspillet starter 19. marts er Brønshøj blot to point foran falstringerne, men med hensyn til at komme i omdrejninger efter vinterpausen, var hvepsene tilsyneladende noget længere fremme og vandt sikkert med 3-0. En sejr som sagtens kunne være blevet et par mål større.

Nykøbing havde i kampens start nogle muligheder, men ret hurtigt fik hjemmeholdet overtaget. Kombinationerne var kvikke og løbemønstrene skarpe, ligesom spillet blev bredt godt ud. I fem-seks minutter omkring den halve time scorede Brønshøj alle kampens tre mål. Patrick Naundrup scorede to gange, og forsvarsspilleren Oliver Fredsted stod for målet til 2-0.

Laudrup-finesser

Hen ved 50 varmhjertede fans så på. Nogle holdt sågar varmen med nogle kolde Guldtuborg på dåse. Og alle kunne nyde Casper Henningsens boldtalent. Først spillede han en medspiller helt fri med et Laudrup-vip, og derefter jonglerede han flere gange med bolden i fuldt firspring. Sådan noget fryder gamle fodboldhjerter.

En god optakt for kernen omkring 1. holdet, mens Brønshøjs spillere fra andet geled i den anden træningskamp umiddelbart efter tabte til Lyngbys U19-hold med 1-2.

På lørdag er hele truppen igen i spil i Tingbjerg. De bedste mod Vanløse 12.30, de næstbedste mod KFUM kl. 14.30.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter