Tirsdag 24. oktober 2017
Jesper Willeforte fra Livsbanen giver Azra de sidste instrukser inden optagelsen. Foto: Kaj Bonne
Selvtillid, sammenhold – og rap
Alle 6. klasserne på Bellahøj Skole har været i studiet
Skrevet af Erik Fisker - 25. januar 2016, 21:36:47

Torsdag formiddag i sidste uge var det pigerne fra 6. b på Bellahøj Skole, der var i studiet hos Livsbanen på EnergiCenter Voldparken for at indspille rap-musik med deres egne tekster. Efter frokost var det så drengenes tur. I forrummet til studiet sidder en større gruppe piger og øver sig, inden de enkeltvis skal i studiet og give deres personlige bidrag til musikken med hjælp fra Jesper Willeforte fra foreningen Livsbanen.

Livsbanen formål er at give børn og unge en oplevelse af, at når man får succes på ét område (fx gennem musik eller fodbold) med en engageret lærer/voksen, så kan man også få succes på andre områder (fx i skolen) – og samarbejdet mellem Livsbanen og lærere og elever fra Bellahøj Skole ligner en klar succes.

Medarbejdere fra Livsbanen har inden dagens indspilninger været på skolen for at fortælle eleverne om rap, om rim og rytmer m.m. og give et oplæg om at lave egne tekster. – Det er en superoplevelse at arbejde sammen med Livsbanen – både for lærere og elever. Medarbejderne fra Livsbanen forstår at arbejde i øjenhøjde med eleverne og er fantastiske til at engagere de unge, siger lærer Ingolf Thorgrimson fra Bellahøj Skole.

Indspilning af rap-tekster var både sjovt, lærerigt og grænseoverskridende

– Alle 6. klasser på Bellahøj Skole har nu været gennem et forløb med undervisning på skolen og indspilning i studiet hos Livsbanen. Med den nye skolelov skal vi jo også ud af skolen med eleverne, og dette projekt handler blandt andet om dansk og er et led i elevernes sprogudvikling, hvor de også lærer om tekster, rim, rytmer m.m., fortæller lærer Ingolf Thorgrimson. – Arbejdet sammen med Livsbanen har været meget positivt og kan kun anbefales, tilføjer han.

– Vi fik et oplæg fra Jesper Willeforte og skulle så selv arbejde med at lave vores tekster. Det har været rigtig sjovt at deltage, men også grænseoverskridende, fortæller Milja fra 6. b, efter hun lige er kommet ud af studiet efter en fornem og personlig præstation. – Det bedste er, at det bliver indspillet professionelt og at jeg fandt ud af, at jeg kan noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Så det grænseoverskridende var både positivt og negativt, siger Milja.

- Jeg kan noget, jeg ikke troede jeg kunne, sagde Milja, der her ses i studiet. Foto: Kaj Bonne

– Jeg kan noget, jeg ikke troede jeg kunne, sagde Milja, der her ses i studiet. Foto: Kaj Bonne

Lærer Ingolf Thorgrimson omgivet af Kristine og Kathrine fra 6. b på Bellahøj Skole. Foto: Kaj Bonne

Lærer Ingolf Thorgrimson omgivet af Kristine og Kathrine fra 6. b på Bellahøj Skole.
Foto: Kaj Bonne

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter