Brønshøjs borgere med demens fik en snak med både minister og borgmester
Pilehuset3.jpg
Forstander på Demenscentret Pilehuset, Charlotte Agger, tv. fortæller om arbejdet med de demente medborgere. I midten sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde og th. Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen. Foto: Presse
Sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), og Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF), fik et indblik i hverdagen for beboere med demens

Erindringsglimt i “kig-kasser” med vigtige livssituationer og et smut ned i Fru Hansens kælder for at hente kaffe og mælk. Både sundheds- og ældreministeren og sundheds- og omsorgsborgmesteren fik et indblik i hverdagen for beboerne med demens på Demenscentret Pilehuset i Brønshøj.

For beboerne på Demenscentret Pilehuset er det vigtigt at have noget at stå op til. Borgere med demens har brug for at opleve meningsfuld beskæftigelse hver dag, ligesom de har brug for at blive set, hørt og holdt af. Det er filosofien på Demenscentret Pilehuset, som fredag i sidste uge fik besøg af landets sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde, og Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen. Og for Ninna Thomsen, var det et glædeligt gensyn med Pilehuset.

– Som borgmester er jeg optaget af, at vi sikrer borgere med demens den bedst mulige pleje og hele tiden tager den nyeste viden på området i brug. Livet slutter ikke, bare fordi du udvikler en demenssygdom, og medarbejderne på Pilehuset gør et rigtig stort stykke arbejde for at give byens borgere med demens en god og tryg hverdag, siger Ninna Thomsen.

Inspiration til handlingsplan

Forstander Charlotte Agger viste rundt på demenscentret, hvor de to politikere fik lov til at møde og tale med centrets personale og beboere. Sophie Løhde så besøget som en fin mulighed for at hente inspiration til regeringens fremtidige prioriteringer på demensområdet.

– Demens står meget højt på regeringens dagsorden, og vi har bl.a. sat gang i arbejdet for at lave en national demenshandlingsplan. Jeg har gennem den seneste tid været rundt mange steder i landet for at hente inspiration til arbejdet, og derfor var det også interessant at besøge Pilehuset og eksempelvis se, hvordan de arbejder for at give beboere og brugere en tryg og meningsfuld hverdag, siger Sophie Løhde.

Borgere med demens er ofte mere ressourcekrævende og flere har en udadreagerende adfærd som konsekvens af deres sygdom. Pilehuset har målrettet sin profil til borgere med forskellige grader af demens, og har i dag 70 beboere med en demenssygdom. Herudover rummer Pilehuset et aktivitetscenter, som hjemmeboende borgere med demens kan komme og besøge i dagtimerne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top