Lørdag 21. oktober 2017
Jørgen og Mona Olsen. Foto: Kaj Bonne
Et stykke lokalhistorie forsvinder
Efter 95 år ved Brønshøj Torv er det nu slut med "Blomsterhytten". Butikken lukkede i lørdags, og i næste måned rives bygningen ned for at give plads til byggeriet af et nyt sognecenter
Skrevet af Erik Fisker - 1. februar 2016, 22:11:12

I over 30 år har blomsterhandler Jørgen Olsen og hans hustru Mona haft den kendte og populære blomsterforretning Blomsterhytten på Brønshøj Torv tæt på Brønshøj Kirke, men det er nu et kapitel, der er lukket. Blomsterhytten har siden 1921, med lidt forskellig placering, ligget på torvet og har været lokal storleverandør af blandt andet afskårne blomster og buketter, potteplanter samt det der hører med til fx bryllupper og begravelser.

Med nedrivningen af Blomsterhytten og byggeriet af et nyt sognecenter til Brønshøj Kirke med åbning mod torvet, forsvinder et stykke af lokalhistorien, og bidrager samtidig til den fornyelse/forandring, der er i gang på Brønshøj Torv, hvor ikke mindst trafikomlægning og busprojekt har sat sine markante spor og hvor udvidelse af biblioteket i stueplan finder sted i løbet af foråret. Endelig er der omsider kommet liv i den gamle rytterskole, hvor spejderne har til huse indtil videre.

Tak for mange gode år

– Jeg har nu vænnet mig til, at Blomsterhytten skal afvikles, siger Jørgen Olsen lidt vemodigt. – Jeg vil gerne sige tak for mange gode år på Brønshøj Torv og tak for de mange gaver vi fik, da vi på vores sidste åbningsdag holdt en lille uhøjtidelig afskedsreception, siger Jørgen Olsen.
Der har de sidste par år været forhandlinger mellem Jørgen Olsen og menighedsrådet ved Brønshøj Kirke om opsigelsen af Jørgen Olsen, da Blomsterhytten ligger på en lejet grund, der er ejet af kirken. Disse forhandlinger er afsluttet med et forlig, der betyder, at Blomsterhytten nu lukker, samt at Jørgen Olsen har februar til selv at få revet hytten ned, så byggeriet af et nye sognecenter kan gå i gang i løbet af foråret og efter planen afsluttes i foråret 2017.
Det nuværende sognecenter fra 1926 på Præstegårds Allé skal sælges for at skaffe den nødvendige kapital til nybyggeriet.

 

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
Brønshøj på Twitter