Mit liv i Husum
BRITT-BENDIXEN-STORE.jpg
Britt Bendixen har været dommer i ”Vild med Dans” siden 2005. Foto: Henrik Ohsten/TV2.
Med et aktivt liv i Husum danser Britt Bendixen nu af efter mere end 70 år

For nylig havde Brønshøj-Husum Aktiv Center besøg af bydelens kendte koreograf, “Vild med Dans” dommer og tidligere ejer af Pejsegården Britt Bendixen, som fortalte om sit lange liv i Brønshøj-Husum og om det liv hun nu efter 73 år har forladt. Pejsegården er solgt til danseren Ronnie Handskemager og hans mand Nikolai. Ligeledes blev hendes gamle villa solgt til showbizz-parret, Silas Holst og Johannes Nymark.

Med sine obligatoriske briller og solbriller skubbet op i panden indleder hun sit foredrag med lidt motion. Tilhørerne sidder forventningsfulde på deres stole mens Britt Bendixen sætter musik på og begynder at vise en lille danse-gymnastik øvelse. Alle er med og stemningen er høj i en propfuld sal.

Lever ikke for evigt

Er der nogen, der har gået til dans, og hvor mange af jer er blevet undervist af min bror Bo eller mig?

Ved I også, jeg har solgt Pejsegården? begynder Britt Bendixen.

-Det er vemodigt, og det der har været mit barndomshjem og rammen om mit voksenliv er nu solgt. Da min søn Niclas Bendixen allerede har gang i sin karriere som instruktør og koreograf, så blev det altså ikke ham, der ville overtage Pejsegården. Han var ellers indstillet på det, hvis det var vigtigt for mig, indrømmer Britt Bendixen, der i de sidste 15 år har vidst, at hun måtte finde en anden aftager.

-Jeg ved jo også, at jeg ikke kan leve for evigt, så Pejsegården blev sat til salg 1. juni sidste år og den 3. november blev den solgt til Ronnie Handskemager. Mine bekymringer var lidt, hvordan jeg fik ryddet danseskolen. Der var masser af kostumer og andre ting, men Ronnie ville gerne have alt, og så fik jeg lidt ekstra kroner i kassen, fortæller Britt Bendixen.

Frihedskæmpere indtog danseskolen

Britt Bendixen voksede op sammen med sin storebror, Bo Bendixen i Brønshøj. Det samme gjorde hendes forældre. Hendes mormor var svensker og morfaren østriger. Morfaren var skrædder og syede til Kongehuset og bedsteforældrene fik Britts mor, Mitzi. Britts far Frode var søn af Nikolaj Bendixen, som havde en tømmerhandel i Brønshøj.

-Mine forældre mødte hinanden på skøjtebanen. Min far var lærer på Husum Skole og mor var advokatsekretær. For at få lidt ekstra penge åbnede min mor og mormor forretningen “Den høje stue” på Frederikssundsvej med knapper og sytråd. Mine forældre var allerede den gang gode dansere og havde vundet flere titler. De blev enige om at begynde at læse til danselærere. De åbnede en lille danseskole ved Sonnerupvej. Det var sjove tider, husker Britt Bendixen.

Under krigen var der
mørklægningsgardiner, og nogle gange blev folk nødt til at blive på danseskolen så der blev danset hele natten. Dans var blevet en vigtig del af den gode opdragelse og der var mange, der sendte børnene på danseskole. Også Britt dansede for livet løs. Hun var vild med dans og begyndte allerede i én alder af 3 år.

-Min far opdagede, at den gamle villa var sat til salg, som kunne bruges til danseskole. Min mor var med på ideen. Ejeren var nazist, og han var på ingen måde vellidt, og følte han måtte sælge. Efter mine forældre havde overtaget villaen, fandt vi mange steder skudhuller i væggene. En nat stod der pludselig frihedskæmpere inde i deres soveværelse med maskingeværer. Det var skræmmende, men heldigvis fik de forklaret sammenhængen, fortæller Britt, der begyndte sin skolegang på Husum Skole.

Var ved at dø

Britt var meget syg, som barn og kom på hospitalet. Hun havde fået den frygtede hjernehindebetændelse, meningitis.

-Jeg var ved at dø af det, og fik at vide, at jeg nok ville få mén. Men det gik heldigvis ikke så galt. Det eneste mén jeg har er, at jeg er halvdøv på det ene øre, fortæller Britt, der også havde en anden smertefuld oplevelse i en tidelig alder.

Hendes forældre blev skilt, da hun var 7 år – Faderen havde forelsket sig i den nye danseassistent Karen. Og Mitzi insisterede på at beholde danseskolen. Dengang var det ikke almindeligt at en enlig kvinde med to børn kunne overtage en forretning, men Britts mor havde en stærk vilje og købte hendes far ud. Han købte senere en anden danseskole i Ballerup.

Skole og uddannelse

Britt nåede at gå på en del skoler. Efter Husum Skole blev det Bernadotteskolen og senere kom hun igen tilbage i bydelen og på Bellahøj Skole.

-Men jeg dansede hele tiden. Jeg var god nok i skolen, men jeg fik aldrig læst lektier. Min mor mente af den grund, at jeg måske kunne tage på kostskole. Jeg kom på Sorø Akademi. Det var en fantastisk tid, selvom jeg fik dårlige karakterer i starten. Jeg var jo ikke vant til at læse lektier, men blev bedre. Selvom jeg gik på kostskole, fortsatte jeg med at danse og blev inviteret til en masse baller og vandt en masse konkurrencer, fortæller Britt, der efter endt skolegang kom hjem til sin mor igen.

-Jeg var ikke så god til det huslige, så mor fik arrangeret, at jeg blev au-pair i Schweiz. Min mor var ret vild og var god til at tage initiativ. Vi kørte til Schweiz uden at have en aftale på forhånd. Vi skulle først til at forhøre os, da vi kom derned. Min mor spurgte rundt omkring, om der var nogen, der havde brug for hjælp i huset. Et sted blev vi inviteret ind til the og en sludder, og her blev der formidlet en kontakt og arrangeret, at jeg kom i huset hos en familie i Bern med tre børn.

Britt blev ikke særlig meget bedre til det huslige, men det gik fint med at passe børnene.

-Jeg havde lidt svært ved at komme op om morgenen, men jeg fik børnene til at vække mig, og så lærte jeg dem at danse. Jeg derimod fik lært stå på ski og skøjte og så lærte jeg fransk. Efter ni måneder tog jeg hjem. Jeg ville gerne i gang med en uddannelse, men vidste ikke rigtig, hvad det skulle være. Men der var et par danselærere der sagde op på Pejsegården, og da min mor var fyldt 50 år, spurgte hun, om jeg ville overtage danseskolen.

Britt følte, at hun altid var omgivet af glade mennesker, så det var ikke svært at sige ja. Hun begyndte at læse til danselærer, bestod og begyndte på danseskolen. Min bror Bo Bendixen underviste også, men han var jo også musiker. Da hun som 19-årig hørte, at de søgte dansere til Cirkusrevyen.

-Jeg tænkte, at jeg jo skulle starte et sted. Jeg synes måske ikke det var det fedeste, fortæller Britt med et grin.

Men revyen blev til kæmpe succes for Britt. Hun var med i adskillige Cirkusrevyer og andre revyer, mens hun som danselærer på Pejsegården sørgede for, at der udsprang en masse talent og dansemesterskaber ud. Nu har hun afhændet en familieklenodie i Husum, men dansen slipper hun aldrig helt. Og mon ikke også hun fortsætter som dommer i “Vild med dans”.

Britt Bendixen fik under foredraget tilhørerne i god stemning med lidt hurtig dans og gymnastik.        Foto: BZ

Britt Bendixen fik under foredraget tilhørerne i god stemning med lidt hurtig dans og gymnastik. Foto: BZ

Britt Bendixen blev budt velkommen af Brønshøj-Husum Aktiv Centers formand, Benny Zacho.                Foto: BZ

Britt Bendixen blev budt velkommen af Brønshøj-Husum Aktiv Centers formand, Benny Zacho. Foto: BZ

Danser og koreograf Ronnie Handskemager og hans partner Nikolai har i dag overtaget Pejsegården. Foto: Kaj Bonne

Danser og koreograf Ronnie Handskemager og hans partner Nikolai har i dag overtaget Pejsegården. Foto: Kaj Bonne

 

Født den 14. januar i 1942

Hun vundet en masse mesterskaber og har danset og koreograferet adskillige revyer.

Hun levede sammen med koreograf Gene Nettles i 16 år. Sammen fik de sønnen Niclas Bendixen, der er som sine forældre også er instruktør og koreograf.

Gene Nettles døde i 1994. I dag lever hun sammen med Marianne Nybo i Slangerup

Hendes svigerdatter er den danske skuespiller Trine Dyrholm. Trine og Nichlas har sammen sønnen Aksel.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top