Ny idrætshal skyder op
Hal-Voldparken-01-08-16.jpg
De rå mure set fra Åkandevej. Foto: Kaj Bonne
Rå mure af beton rejser sig ved Åkandevej, hvor byggeriet af en ny idrætshal til 58,5 mio. kr. ved EnergiCenter Voldparken er kommet et godt stykke videre

Hallen bliver på 2.200 kvadratmeter og får en mobil tribune med 300 siddepladser. Det forventes, at idrætshallen bliver taget i brug i december 2016.

I hallen kommer en boldbane på 20 x 40 meter og mulighed for fx håndbold, volleyball, cricket og basketball. Den nye idrætshal skal fungere som samlingspunkt for en bred vifte af brugere og aktiviteter og kan anvendes af foreninger eftermiddag og aften, til idræt i dagtimerne for de omkringliggende skoler og til aktiviteter for daginstitutionerne. Indgangen til hallen kommer til at bestå af et åbent adgangsparti med opholdsmulighed, idet der anlægges en hævet flade op til indgangen, som inviterer brugerne indenfor.

Lokalt i Brønshøj-Husum har der i flere år været ønsket en idrætshal til brug for områdets skoler, institutioner og foreninger. Idrætshallen er udformet i dialog med en række lokale interessenter, herunder Lokaludvalget og EnergiCenter Voldparken. Hallen bliver en del af den nedlagte Voldparken Skole, som i dag er omdannet til kraftcenter for lokalmiljøet med mere end 50 frivillige foreninger, og aktiviteter for unge såvel som ældre, der vil deltage i aktiviteter indenfor idræt, natur og kultur.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top