Tre point til IF Stadion
Ugens to håndboldkampe gav endelig point til IF Stadions herrer i 2. division

IF Stadions håndboldherrer har med tre point bragt sig tilbage i kampen om avancement til 1. division. Først vandt Stadion mandag aften den ventede sejr over bundholdet Holte IF, der blev sendt retur til nordsjællandske med en sæk på 30-19, og derefter klarede Stadion 21-21 fredag aften mod Rødovre HK i Rødovre Hallen.

Kampen om førstepladsen ser mere eller mindre ud til at være afgjort, fordi Korsør Slagelse Elitehåndbold med endnu en sejr er stukket af fra de øvrige hold, der slår hinanden på kryds og tværs. I weekenden vandt Korsør Slagelse topopgøret på udebane mod BK Ydun i Frederiksberghallen med 24-23. Det var Korsør Slagelses ottende sejr i træk, og det ser ikke ud til, at de andre hold kan matche sydvestsjællændernes styrke.

Derfor begynder kampen om andenpladsen, som giver adgang til oprykningsspillet, at blive interessant. Foreløbig er FIF placeret bedst, men Stadion er efter ugens pointhøst pludselig kun to point efter FIF.

Reddede uafgjort

Tidligere i sæsonen har IF Stadion haft problemer i 2. halvleg, så man pludselig skulle til at hente adskillige mål i slutfasen. Sådan var det ifølge Rødovre Lokalnyt også i fredags. Syv minutter før tid var Rødovre HK foran med 20-16. I løbet af fire minutter hentede Stadion de fire mål, og stillingen var 20-20 tre minutter før tid. I en hektisk slutfase lykkedes det Stadion at udligne til slutresultatet i de allersidste sekunder. Et point der kan vise sig særdeles vigtigt i den sidste ende

Ny sejr til Freja

Også Frejas håndboldkvinder kan glæde sig over et pointmæssigt comeback. 2016 blev indledt med to nederlag, men nu har Freja vundet de to seneste kampe i kvalifikationsrækken.

I søndag blev HK73 fra Frederikssund besejret med 20-15. Dermed har Frejas kvinder lagt afgørende afstand til bundholdene.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top